V. Pik, et. (undertiden skrevet Pek. Aakj.VB.138. Byskov.FR. tidligere ogs. skrevet Pique. JBaden.FrO.). (ænyd. d. s., ty. (nt.) pik, piek, pike, eng. pique; fra fr. pique, vbs. til piquer (se pikere 2, jf. Pikanteri 1 samt II. Pik); sml. Pikhad; nu kun dial.) had; nag; især i forb. som have (bære, faa) (et) pik til (ell. paa) en. fâe et pik pâ en. Moth.P74. *den til hvilken hand i Hiertet bar et Pik. Kyhn.PE.41. *Jeg har intet Had og Pik | Ved mit sidste Afskeeds - Nik, | Eller mindste Galde. Pamela.I.211. det Menneske havde alle Dage haft Pek til mig. Aakj.VB.138. Feilb.

II. Pik, en. [pig] tidligere ogs. m. lang vokal, jf. Pîk. Moth.P73. Piik. vAph.(1759). Leth.(1800). (undertiden ved sammenblanding m. I. Pig skrevet Pig, se u. Entre-, Haand-, Halvpik samt ndf. l. 66. – ogs. Pike (Pique) [ˈpi·gə, pi(·)g] JLodberg.Manderup Due.(1711).139. MR.1720.335. OpfB.²II. 101. Sal.²XV.434. – sj. Pikke. Drachm.VD. 323). flt. -ker (Tractat.¹⁵/₆1701.§13. Slange.ChrIV.290. MR.1808.353. VSO. MO. Pigger. Hauch.Charles de la Bussière.(1860). 14) ell. piker (piquer) (Pflug.DP.575. SøkrigsA.(1752).§806. Blich.(1920).XI.18. CBernh.II.170. Nystrøm.LyngbySogn.(1934). 252) ell. (sj.) -ke (Pflug.DP.593. MR.1762. 248) ell. (sj.) -e (Pflug.DP.789). (ænyd. pik(e), pick(e), ogs. m. bet. “(spyds)od”, “lang (spids) stok”, sv. pik, ty. pike, mnt. pek, holl. piek († pike), eng. pike; fra fr. pique, til piquer (se pikere); egl. sa. ord som Pique; ordet synes i germ. delvis at være sammenfaldet m. ord af hjemlig oprindelse, jf. fsv. piker, pig(kæp), oldn. pík, osv. (se u. I. Pig) og sideformer hertil (jf. sv. dial. picka, ispig, eng. pick, hakke, samt I. Pik); i da. til dels sammenfaldet med I. Pig; foræld.) (stød)-vaaben, bestaaende af et (ca. 4-6 m.) langt træskaft med en jærnod, som bares af det sværtbevæbnede fodfolk i ældre tid samt (som prunkvaaben) af skildvagter olgn. (jf. Lanse, Spyd); ogs. (især i ssgr. Entre-, Haand-, Halvpik) om kortskaftet vaaben af lignende art, der tidligere brugtes i marinen. *Hver giøre nu sin Fliid, hvor hand kand Vaaben tage | I Stæden for en Picq jeg vælger en Baadshage. Holb.Paars.45. SøkrigsA.(1752).§806. Hilse med Piiken . . Støde ud med Piiken. vAph.(1764). et Sabelhug ramte hende i Hovedet, og en Pik gjennemborede hendes Side. CBernh.XI. 280. (de) fik (under belejringen 1807) udleveret et Brandskilt og en “Pik”, dvs.: et fem Alen langt Spyd. HistMKbh.I.113.   halv pik (holl. halve piek; jf. Halvpik) kort, halvlang pik. vAph.(1759). halve Pikke eller Spyd maae være afskaffede. MR. 1762.248.

Piké ell. Piqué, et. [piˈke^(?)] (tidligere ogs. skrevet Piket (se ndf.), Piquet (VareL. (1807).II.317)). (fra fr. piqué, egl. perf. part. af piquer, stikke (se pikere (1)); især fagl.) dobbeltvævet stof, hvor traade af rendegarnet fra det øverste tøjlag, som er retten, efter bestemte mønstre gaar under islætten i det underste tøjlag, hvorved tøjlagene holdes sammen, samtidig med at der dannes et relief i retsiden. VareL.(1807).II.317. Damer i Tyll og hvidt Piqué. SMich.T.167. VareL.³ 773.   ofte i forb. en pikés vest. en moderne Silkevest, trende Pikets dito. Blich.(1920).IV.35. EHannover.E.55.   hertil: Piké-broderi, -skjorte, -syning (dvs.: syning gennem to lag tøj, der stikkes sammen, saaledes at der dannes et relief, der kan forstærkes, ved at man lægger snore olgn. ml. tøjlagene), -vest ofl.

Pike, en. se II. Pik.

Piqué, eller Piquet, et. se Piké.

Pique, en. [pig] flt. d. s. (fra fr. pique; egl. sa. ord som II. Pik) ♠ betegnelse for kortfarven spar (især brugt i visse spil som bridge). Spillebog.(1786).2. han har meldt fire pique ┆