Paa-stød, et. (ænyd. d. s.; jf. Anstød; nu næppe br.) vbs. til -støde (1): stød (paa ell. imod noget); især overf.: noget tilstødende (i alm.: af alvorlig, skadelig art); paavirkning; genvordighed olgn. Lad os kun saaledes . . efterspoere, hvorledes alt er til, og er samlet efter Plan og Hensigt, og til Bestand mod hvert Paastød. Rothe.Ph.I.82. af sit kraftfulde Temperament og Tilfældes uventede Paastød blev (hun) mod sin Villie overrasket. Basth.Tale.(1796).16. Huller (som) enten Tiden, eller udvortes Paastød . . have giort (paa bygningen). Rahb.Tilsk. 1798.510. VSO. MO.

  paa-støde, v. [-ˌsdø^?ðə] vbs. -ning, jf. Paastød. (ænyd. d. s.; jf. anstøde) 1) (sj.) støde paa ell. imod (noget). Paastødning. S&B. jf. VSO. MO. 2) (jf. -grænse; nu næppe br.) støde op til; grænse til; part. paastødende brugt som adj.: paa-, tilgrænsende; tilstødende. et Bierg . . fra hvilket hand kunde betragte et eller flere paastødende Riger. LTid.1726.343. Gammel Torv . . tager mod Sex paastødende Gader.EPont.Atlas.II.116. Pl.³/₇1795. om beboere (af tilgrænsende landomraade): Paastødende Lodsejere. Cit.1792.(AarbAarh. 1933.101). Politievennen.1798/99.499. 2 (nu næppe br., læs: sj. i 20.årh.). den paastødende Nabo. LovNr.153 8/6 1912.§12.