I. Orne, en. [ˈo(·)rnə, ogs. ˈωrnə] flt. -r. (glda. d. s. (Rimkr.286), æda. ornæ (i ssg. ornæ ræþæ (AM.)), sv. orne; besl. m. lat. verres, galt; jf. Orre) 1) (jf. I. Galt 1) svinets han. (soens tænder) blive langt fra ikke saa store som Ornens. vAph.Nath.VII.704. En Orne er nok til tolv Søer. Olufs.Landoecon.449. Vi kunne træffe en Ulv eller en vild Orne. Kofoed-Hansen.L.277. Feilb. tage orne, (landbr. ell. dial.) om so: bedækkes. OeconH. (1784).II.89.   i sammenligning. skumme eller fraae som en Orne. vAph.(1759). *Han sov som en Orne. Aakj.RS.103. 2) (jf. Ornegrævling; dial.) pindsvinets han. det var et morsomt Syn at se Ornen gøre sig rar for Pindsoen; den danser rundt om den med høje Grynt. SjællBond.18.

II. Orne, en. [ˈo(·)rnə] (ogs. Urne. Zak Niels.K.10.12). flt. -r. (afl. af I. Ore; dial.; om brugen af Orne(d) i stednavne se Johs Steenstr.DS.100. Stedn.II.XVI) ore; overdrev; ogs. om del af en skov ell. lille isoleret skovstrækning. Levin(nordsjæll.). Grib Skovs højtidsfulde Alvor . . de brede uopdyrkede Urner, de rygende Kulmiler i Skovbrynene. ZakNiels.K.12. smst.10.

III. † orne, v. -ede ell. -te (Moth.O56). (sv. orna, no. dial. orna, oldn. orna, blive varm; jf. orn (u. II. oret) samt IV. ore og fororne) mugne; blive oret; ogs.: visne. Moth.O56.   part. ornet, brugt som adj.: oret. at de unge (hassel-) Grene, naar de ere grønne og friske, skal forvare udtørsket Sæd fra at blive ornet, om de sættes i Bingerne, er besynderligt.JPaulli. Urte-Bog.(1761).159.

Orne-, i ssgr. (især landbr. og dial.) til I. Orne; fx. (foruden de ndf. medtagne): Orne-bestand, -flæsk, -stambog, -tand ofl.