Op-kald, et. spec. (telef.) som vbs. til -kalde 3. DagNyh.⁶/₁₂ 1923.5.sp.4. For Opkald Juleaften mellem Kl. 7 Em. og Kl. 2 Nat i Kbh. . . kan der opkræves 50 Ø. ekstra pr. Opkald. TelefB. 1934.12.  1 (personale kan) kaldes til fjernskriveren, når der indgår et opkald. Telexhåndb.1949.3.    meddelelse udsendt gennem højttaler. Det hænder .. at børn bliver borte fra deres forældre i trængselen paa perronerne, men som regel klares sagen hurtigt gennem opkald. Pol.24/12 1958.8.sp.5. (jeg) styrtede ud til (flyve) maskinen ved sidste opkald, sammen med endnu en forsinket passager. Panduro.Daniels anden verden.(1970).53. 2 til -kalde 1 . Soldater svarer “Her!” ved Parader, Opkald o.s.v. NatTid.16/7 1939.Sønd.4.sp.4.   

  op-kalde, v. [-ˌkal'ə] præt. -te ell. (nu næppe br.) -ede (Gram.Breve.288. Høysg. S.325). vbs. -else (MO. JohsSteenstr.MK.55) ell. -ning (i bet. 3: Scheller.MarO. (l. br.) i bet. 4: DagNyh.¹⁸/₉1922.2.sp.4), jf. -kald. (ænyd. d. s.; jf. kalde op u. kalde 4.9) 1) [1.1, 4.1] (nu l. br.) opfordre til, befale at komme op ell. hen til sig, at indfinde sig, give møde; kalde op (se u. kalde 4.9); ogs.: stævne (for en ret, myndighed). man (lod) ham opkalde paa Raadhuuset. Holb.DH.I.756. En af Graverne blev opkaldt med Madkurven.Blich.(1920). XX.38. Lehmann . . blev opkaldt til Universitetets Rektor for at modtage en Irettesættelse.CEFReinhardt.OrlaLehmann. (1871).14.   sammenkalde; opbyde. Judas besluttede, at tage (fjenderne) bort; og hand opkaldte alt folket tilsammen (1871: kaldte alt Folket sammen), at beleyre dem.1Makk.6.19(Chr.VI). han udæskede til Strid, ja han opkaldte Folket til at myrde. Grundtv. Hvem er den falske Prophet?(1814). VI. jf.: *Medens bevaaget, uopkaldt til Feider, | Landet saa hviler, Flidens Haand arbeider. CFrim.(Rahb.LB.II.318). 2) [2.1] (nu næppe br.) vække af søvn. Bagges.L.I.6.   opvække af død. En prosaisk Forfatter har ikke Ret til at besværge Geister og opkalde de Døde. JSneed.V.371. 3) [5.2] (telef., telegr.) ved opringning, udsendelse af signaler søge at faa telefonisk ell. telegrafisk forbindelse med; kalde (2.4); vist kun som vbs. i formen Opkaldning (Scheller.MarO.), jf. Opkald. 4) [10.1] (jf. op-døbe, -nævne 1) om navngivning.    4.1) optage, benytte ens navn for dermed at døbe noget (især et barn). hvad skal den Lille hedde, for nu er vel hele Familien opkaldt? Hostr.Int.36. det (gik) ikke an at opkalde en endnu levende, da en saadan Opkaldelse vilde medføre, at han svandt hen og tabte Kraften i samme Grad som den lille trivedes. Troels L.VIII.154.   (nu næppe br.) i forb. m. præp. i. *tidlig jeg opkaldte | I min Søn min Ungdomsven. Grundtv.PS.VI.149. CBernh. NF.XIII.281.   talem. (jf. u. opnævne 1; nu ikke i rigsspr.): Du kan døe, naar det skal være, for du er nu opkaldt. VSO.    4.2) især i forb. m. præp. efter: lade en (noget) faa navn efter en anden (noget andet), i ihukommelse af en (noget) lade døbe med dennes (dettes) navn; især: døbe et barn med en ældre slægtnings navn. Høysg.S.272. Forfatteren har opkaldt sit Lystspil efter den gamle Folkebog. Oehl.Tieck.II.375. Som Hovedregel gjaldt, at Barnet burde opkaldes efter en afdød Slægtning. TroelsL. VIII.154. Det under Bygning . . værende nye Skib . . er bleven opkaldt efter Selskabets første Skib “Skandia”. BerlTid.⁴/₄ 1905.M.2.sp.4. jf.: *Vi efter Dig (dvs.: Kristus) dem (dvs.: børnene) her (dvs.: under daaben) opkalde. Grundtv.SS.I.645. vbs. -kaldelse, -ning ell. (sj.) -ing (i bet. 4: GSchütte.(AarbSkive.1955.5)).