Menneske, et ell. (nu kun arkais.; jf. dog Feilb.) en (jeg er en elendig Menneske. JPJac.(1924).I.58 (men smst.59: et Menneske). sml.: jeg er een af de stilleste og ærbareste Mennisker her i Byen. Holb.Vgs. IV.2. se endvidere mennesken ndf. l. 49ff.). [ˈmænəsgə, ogs. ˈmænsgə] Menneske. Høysg. AG.21. (nu kun arkais. (sj.) Menniske. 2Makk.12.23(Chr.VI). Holb.NF.I.2.52 (men ogs. Menneske. smst.2. jf.: Mennesker. Somme skrive Mennisker, hvilket ikke kommer overeens med Udtalen. sa.Orthogr.97). KomGrønneg.I.47.II.247. Brors. 10. menniske. Høysg.AG.184. Wess.159. Winth.X.324. – jy. Mennesk. Høysg.AG.33. jf. Feilb. samt: “cimb. Minnisk.” Moth.M122. EHHagerup.62. sml. mennisk. Skautrup.Et Hardsysselmål.I.(1927).156). best. f. -t (om mennesken se ndf.); flt. -r ell. (dial.) mennesken (Cit.ca.1700.(Vider.I.449). AKristensen.Fynboer.(1901).33. OrdbS.(Fyn). jf. EHHagerup.62); best. f. flt. menneskene (om mennesken se ndf.) ell. (dagl. (gldgs. ell. barnespr.) og dial.) menneskerne (Holb.Metam.23(jf. sa.Orthogr.98). sa.MFbl.5. NK Bred.Metam.12. Hrz.II.131. NMPet.Isl Færd.IV.321. Wied.BS.45. Rørd.KK.6. jf. Feilb. samt u. Medmenneske. sml.: menneskerne og (i bøger altid) menneskene. EJessen.Sprogl.34).   (bibl., arkais. ell. dial., jf. Esp.230) best. f. mennesken, anv. dels som ent. fk.: mennesket (*Mennesken han spaaer (osv.). Wess.123), dels som flt.: menneskene (blant Mennesken. Holb.Ep.I.130. *Mennisken er snilde. Winth.X.324. Esp. 230. jf. skrivemaaden Mennesken'. JPJac. (1924).I.44.51); oftest p. gr. af formens tvetydighed (saaledes allr. i ænyd. glda., jf. Brøndum-Nielsen.SF.17) anv. som koll.: mennesket, menneskeheden (jf. bet. 1.2). Efter Herredømmes og Ejenskabs Indstiftelse blant Menneskene . . haver Mennesken begynt at indstifte Handel og forvexle Sagerne imellem hin anden, og (derfor) have Menneskene funden fornøden at tillegge Sagerne en vis Qvantitet. Holb.NF. I.182. Mand hører Mennisken klage over Tiderne, at de ere saa onde . . over Mennisken at de ere saa ubarmhiertige. Hersl. Præd.130. Gud og Mennesken. OeconT.II.62. PAHeib.US.123. Bagges.I.237. JakKnu.CD. 29. hertil gen. menneskens, menneskets, menneskenes. Menneskens Døttre. 1Mos.6.2. Menneskens (fra 1889: Menneskenes) Haand. smst.9.5. Menniskens Ihukommelse. Holb. GW.IV.9(for men dadlet sa.Orthogr.97). Mennesken's Bryst. JPJac.(1924).I.47; især (bibl.) i forb. som menneskens børn (se Barn 1.3; jf. Vulgata: filii hominum), menneskens søn (Vulgata: filius hominis).   ved henvisning bruges som regel, naar Menneske staar som personbetegnelse, han ell. hun: Det stakkels menneske var så rørt, at han (hun) ikke kunde sige et eneste ord. Mikkels.Ordf.248(jf. dog den sp. 605²); i tilfælde, hvor Menneske er brugt som artsbetegnelse, anvendes nu det (Holb. Hex.IV.7(se det sp. 686⁴⁸). Mennesket og dets udvikling. Mikkels.Ordf.248), men tidligere (og endnu bibl.) han (jf. II. han 1.2): hvad et Menneske saaer, dette skal han og høste. Gal.6.7. Wess.123(se ovf. sp. 1326⁵¹). Oehl.III.13. Menneskets Værd og . . sande Lykke . . kan (ikke) gives ham udvortesfra. Mynst.Præd.II.188. Et Menneske være . . saa stærkt som han være vil. Kierk.III.24. (ænyd. glda. menneske mfl., fk. (fem.) og intk. (som intk. allr. Rimkr. Mand.130.158. Lucid.30), æda. mænniskæ (AM.), mænæsk(æ), minæsk(æ), fk. (Harp.Kr.LXXIIff.), mænn(i)ska, f. (Mariakl.20.21), sv. människa, f., no. dial. menneskja, f., jf. sen. oldn. manneskja, f.; i nord. vistnok laant fra ty. (osax. menisko, mnt. mensch, minsch, jf. hty. mensch); egl. substantivering af et adj.: glda. mensker, god, gavmild, oldn. menskr, menneskelig (i menskir menn, mennesker), osax. mennisc (jf. ty. männisch), got. mannisks, afl. af I. Mand (1); maaske egl. koll.: “menneskeheden”, og formelt identisk m. ænyd., glda. menske, godhed (jf. æda. umænzkæ), oldn. menska, f., menneskelig natur) det over hele jordkloden udbredte, til pattedyrene hørende væsen, der bl. a. udmærker sig ved sin oprette gang, sin (i forhold til dyrene) højt udviklede forstand, sin evne til at tale m. m.; menneskeligt væsen (Homo sapiens); i ældre tid (og endnu i forb. som ungt menneske, se bet. 4.2) ofte brugt spec. om mænd: det (er) et Menneske (1907: en Mand) godt, at han ikke rører en Qvinde. 1Cor.7.1. Overs. af Holb Levned.21. *Som Mennesker vi to (dvs.: unge piger) har ingen Ret, | Kun Mænd er Mennesker. JHelms. Et ungt Menneske.(1878).17. Wied. Kna.249(se u. bet. 1.1). jf. VSO. KNyrop. OL.I.105f. Hjortø. Sprogets uner.(1927). 143f. sml. dog bet. 6 samt Karle-, Kvinde-, Mandmenneske. A. i ubestemt ell. generel anv., om arten (menneskeslægten, menneskeheden). 1) i egl. bet.    1.1) i ubest. f., om den enkelte ell. de enkelte som repræsentant(er) for menneskeslægten, menneskeheden ell. som udtr. for menneskenaturen. Gud sagde: lader os gjøre et Menneske i vort Billede. 1Mos.1.26. Et Menneskes (dvs.: menneskenes, alle menneskers) Dage ere som Græs. Ps.103.15. Fred paa Jorden! og i Mennesker en Velbehagelighed. Luc.2.14. *Da blev ham hvert et Menneske en Broder. PalM.IV.226. Han lever helst i Ensomhed, langt fra Mennesker. MO. De er kommet i Land paa en af de japanske Øer: Mennesker er der ikke, men Spor af Mennesker. Tilsk.1931. II.380. alle mennesker (jf. II. al 4.1). den levende Gud, som er alle Menneskers Frelser. 1Tim.4.10. Holb.UHH.I.5. *Saligheds Fryd, for Gienløserens Dyd, | Times lad Mennesker alle! Grundtv.SS.I.638. S&B. Alle Mennesker sammenfattes sædvanemæssig under een Art, Homo sapiens, som deles i et Antal Racer. Boas.Zool.⁴ 677.   et menneskes alder, (nu næppe br.) d. s. s. Menneskealder 1. deres Tall, som opnaae et Menneskes Alder (dvs.: lever deres hele levetid ud), uden at faae (kopper). Lodde.(de la Condamine.Smaa-KoppernelsIndpropning.(overs.1755).41). jf. menneskens søn u. bet. 1.2: ingen mand (skal) boe der, og intet menniskes søn (1871: Menneske-Barn) være fremmed i den. Jer.49.18 (Chr.VI). Ez.2.1(Chr.VI; se u. Menneskesøn). det første menneske (de første mennesker), (jf. u. bet. 1.2) om Adam (og Eva). 1Cor.15.45. Holb.NF.I.128.   talem. der er ikke bedre mennesker til end mandfolk og fruentimmer, se Mandfolk 1.   vi mennesker, som sammenfattende betegnelse for menneskeheden; især m. overgang til bet. 3.3: *Vi Mennesker maa vel glædes ved | Guds Yndest og gode Vilje. SalmHj. 3.1. Schack.109. Bergstedt.TR.71. jf. (om mændene): Børn er lykkelige, og Dyr, og Kvinder; men vi Mennesker er det ikke! Wied.Kna.249. talem.: hvad er (dog) vi mennesker? (undertiden m. tilføjelser som: sagde hvalfisken), som udtr. for menneskelig svaghed, ufuldkommenhed. S&B. Krist. Ordspr.467f. et menneske (dvs.: man) er kun et menneske, se u. bet. 3.3.   (især bibl. ell. højtid.) i ent., anv. abs., som tiltale. Men, o Menneske, hvo er du, at du vil gaae i Rette med Gud? Rom.9.20. Oehl. Digte.(1803).253. *Fred over Jorden! | Menneske, fryd dig! Ing.RSE.VII.233.   (sml. bet. 3.3) i modsætn. til gud (guderne) ell. andre himmelske væsener. for Mennesker er dette umueligt, men for Gud ere alle Ting muelige. Matth.19.26. de Forskiæl, som ere imellem Englers og Menneskers Skabninger. Holb.Ep.IV.61. *Lovet være Du, Jesus Christ, | At Du Menneske vorden est. Grundtv.SS.I.344(jf. menneske-bleven, -vorden osv.). om forb. som (forladt af) guder og mennesker se Gud 1.1.   (jf. I. Dyr 1 samt bet. 3.4) i modsætn. til dyr. alt Førstefødt i Israel af Mennesker og Dyr. 4Mos.3.13. *En Abekat blandt Dyrene | Meest findes liig et Menneske. Abc.8. jf. bet. 3.4: er jeg din Papa. En af vore Poorthunde Soldan eller Fairfax maa have giordt dig, thi du est ikke Menniske. Holb.HP.III.10.    1.2) i best. f. mennesket og (i flt.) menneskene (om formen mennesken se ovf.); dels, i ent., om den enkelte som repræsentant for arten; dels, i ent. ell. flt., anv. (koll.) som betegnelse for hele menneskeheden og (jf. bet. 3) dens natur og egenskaber. de Fattige iblandt Menneskene. Es.29.19. Mennesket lever ikke alene af Brød, men ved hvert Ord, som udgaaer igiennem Guds Mund. Matth. 4.4. hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Siel. smst.16.26. *Hedninger har vovet sig at siige . . | At Mennesket i hast af Guderne var skabt, | Da de af nectar drick forstanden havde tabt. Holb. Sat.I.B7^v. sa.Skiemt.C3^r. Mennesket er godt; men Menneskene er onde. Rahb. Fort.II.9. *Mennesket raser værr', end Vinden, | Thi sidder den Viv med Taarer paa Kinden. Oehl.L.II.114. *Søskende jeg kjender fem . . | Ved hverandres Side sat | Blev de Mennesket en Skat. Krossing.D.11. Æren . . er dels Personlighedens eget Ideal og egen Rettesnor, dels er den Noget, som Mennesket (Brandes.DD.3: Individet) modtager udenfra. Brandes.I.369. talem.: menneskene er ikke saa gode, som de burde være, se god 6.1. Det er Synd for Menneskene! Strindberg. Et Drømmespil.(overs.1916).16.   spec. (bibl.), i ent., om Adam (hvis navn paa hebr. betyder “menneske”). Gud Herren dannede Mennesket af Støv. 1Mos.2.7. Gud Herren sagde: det er ikke godt, at Mennesket er ene. smst.2.18. Baade Mennesket (Chr.VI,1871: Adam) og dets Kvinde var nøgne, og de bluedes ikke.1Mos.2.25(Buhl). i videre anv., koll., om Adam og Eva: Gud skabte Mennesket i sit Billede . . Mand og Kvinde skabte han dem. 1Mos.1.27.   i modsætn. til Gud. man bør adlyde Gud mere end Menneskene (1907: Mennesker). ApG. 5.29. Menneskets Pligt mod Gud og sin Næste. Holb.MTkr.47. i forb. som gud (herren. 1Sam.2.26) og menneskene. En Caracteer der er vederstyggelig baade for Gud og Mennesken. OeconT.II.62. *det var Synd mod Mennesken og Gud. Bagges.I.237. talem.: mennesket tænker, gud lemper, se II. lempe 1.1. mennesket spaar, gud raa'r, se raade. ogs. (nu ikke i rigsspr.): mennesket agter, gud skifter (ell. deler). Mau.3277. Krist.Ordspr.212. jf. agte sp. 368³.   i gen. da saae Guds Sønner Menneskens Døttre, at de vare skjønne. 1Mos. 6.2. Hvo som udøser Menneskens Blod, ved Mennesket skal hans Blod udøses. smst.9.6. Menniskets Natuur er at falde fra en Yderlighed til en anden. Holb.UHH. III.8. *Han sagde: Gøgen jeg vil andet Liv berede . . | Jeg ham forflytte vil blant Menneskernes Tal. sa.Metam.23. hvad er Menniskens Hierte fuldt af Bedragerie! Pamela.I.288. tør du . . endnu lade dig see for Menneskenes Øine? Skuesp.V.195. Nornerne . . bestemme Menniskenes Skiebne. Oehl. XXX.7. *Menneskets Forsoner. Grundtv.SS. III.314. er ogsaa Aabningen ved Løgstør dannet paa et Tidspunkt, der ligger inden for Menneskets Minde (jf. Mandsminde)? EdErslev.Jylland.(1886).213. især i forb. som mennesken(e)s børn, se Barn 1.3. menneskens køn, se II. Køn 2.1. menneskens søn (efter Dan.7.13; grundbet. usikker; jf. Menneskesøn; bibl.) Kristus. Menneskens Søn (1907: Menneskesønnen) haver ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved. Matth.8.20. Grundtv.SS.II.396. den Guds og Menneskens Søn . . som vi tilbede. sa.Vart.15. 2) (især i forb. m. nærmere bestemmelse) om menneskelige væseners ydre og indre forhold, natur, væsen m. m.    2.1) m. tanke paa kroppen, legemsbygningen m. m. De ældre Læger deelte Mennisket i tre Maver, den øverste var Hovedet, den mellemste Brystet, den nederste var Maven neden for Mellemgulvet. Agerbech.FA.I.23. (skol.:) i fysiologi er vi for tiden ved mennesket ┆  især i gen., i forb. som menneskets (ben)-bygning, blodomløb, nervesystem osv.; jf. menneskets legeme u. Legeme 1.1.   (l. br.) menneskekrop, -skikkelse. disse fantasiløse Fremstillinger af Mennesker med udtryksløse Ansigter (dvs.: om negerskulptur). Tilsk.1931.II.362. jf. Feilb. samt: Barnet strittede imod med hele sit lille Menneske. D&H.   (især i modsætn. til bet. 2.2) om udseende, fremtræden olgn.; i forb. som det udvortes, ydre menneske, se udvortes, ydre. (spøg.:) vi skyndede os at afdrage de støvede Reiseklæder, iføre os et nyt Menneske. RudBay.EP.I.180.    2.2) m. tanke paa aandelige anlæg, natur. det indre, indvortes menneske, se II. indre 3.1, II. indvortes 2.1. det sande menneske, især (jf. bet. 3.4) m. etisk bet.: aandeligt udviklet, ædel personlighed. VSO. den sande Digter maa først og fremmest være et sandt Menneske. PMøll.II.178. dyret i mennesket, se I. Dyr 3.1.   (jf. af A. 13) som artsbetegnelse i forb. som: et rent pragteksemplar af et menneske ┆ det er satan (fanden, pokker) til menneske ┆   (især relig.) i udtr. m. moralsk bet., der hentyder til det svage, syndige i menneskenaturen. blive et andet menneske: Moth. B329. Holb.UHH.II.8. Sibb.II.80. se i øvrigt u. anden 4.4. et (nyt og) bedre menneske (jf. u. I. bedre 1.1). hver Dag giør Eder til bedre Mennesker og nyttigere Borgere. Engelst.Nat.227. Jeg kan med Sandhed vidne, at fra den Dag af, da jeg første Gang læste En Hanske, er jeg blevet et nyt Menneske. Brandes.XIII.471. D&H. det gamle menneske (dvs.: den gamle Adam), se II. gammel 5.1. 3) (til bet. 2) m. prægnant bet., som udtr. for de særlige egenskaber, man tillægger ell. venter at finde hos menneskelige væsener.    3.1) om personer, der er fuldt udviklede, normale i legemlig og (jf. bet. 3.2) aandelig henseende. Feilb. det (vidner) i højeste Grad om Overfladiskhed at ville efterabe de store Landes hensynsløse Metoder. Hvad der helbreder et Menneske, slaar en Skrædder ihjel. HarNiels.SP.37(jf. u. bet. 3.2).   (barnespr.) om voksne (i modsætn. til børn). en lille dreng (sagde): Mor, får jeg også fødselsdag, når jeg blir et menneske ligesom far? Hjortø.SprogetsLuner.(1927).144.   især i forb. m. nægtelse, i udtr. som aldrig (ikke) blive (til) menneske mer, ikke kunne komme til kræfter, ikke blive normal efter en sygdom, en ulykkelig hændelse; i videre anv.: ikke blive helt vel tilpas. Jeg er bleven forkoglet eller afsindig. – Jeg bliver aldrig Menneske meer, kommer jeg ikke strax herfra.Ing.EM.II.158. Margrete døde et Par Aar efter (dvs.: efter Kbh.'s bombardement) af Brystsyge . . “Jeg gaaer og hinker og min gode Margrete, stakkels Pige, hun blev aldrig Menneske mere.” Oversk. L.73. Han kunde være ganske blaa om Morgenen og ryste over hele Kroppen, til han fik en Slurk Brændevin, saa blev han først Menneske igen. AndNx.DB.91. Da Morgenen kom, var Fru Juliane igen blevet saa meget Menneske, at ingen paa hendes Ansigt skulde kunne læse om Nattens Angst. Lauesen.S.294. jf.: Hun er en halvtosset Fjante, som der aldrig bliver Menneske af. Ing.EF.XIII.200. (spøg.:) “Han bliver aldrig til Menneske mér,” sagde Dyrlægen om den syge Gris. Mau. 6432. ikke være menneske, føle sig fuldstændig ødelagt, fortvivlet olgn.; ikke føle sig vel tilpas, i godt humør. Hun havde saaledes været i Boutikker, sagde hun, at hun snart ikke var Menneske mere. HCAnd.II.175. Baud.OI.33. især m. nærmere bestemmelse, der angiver betingelsen for, at man skal føle sig vel tilpas. (han) er ikke Menneske, før han har faaet fat i (aviserne). CEw.DV.112. jf. (spøg.): naar saadan en stor Hund ikke faar løbet sine to-tre Mil om Morgenen, saa er den ikke Menneske hele Dagen! CMøll.NE.109. ikke være menneske for, (jf. for sp. 162⁶² samt være mand for u. I. Mand 7.1) ikke evne; ikke være i stand til; undertiden (m. overgang til bet. 3.4): ikke nænne; ikke kunne bringe over sit hjerte. jeg (blev) saa elendig, at jeg græd og ikke var Menneske for at skrive. Gylb.VII.317. vi . . vare filtrede ind i Discussionen, uden at jeg er Menneske for at begribe, hvordan det skete. Oversk.Com.I. 159. Hjortø.Æ.110. (sj.) i flt.: (de var) ikke Mennesker for at rejse ud til den jævne Hverdag igen. AndNx.PE.IV.193.    3.2) om fornuftige, kloge, civiliserede, aandeligt udviklede personer (i modsætn. til taaber, barbarer olgn.). Førend vi svare her til, maa vi først vide, om I ere Philosopher eller Mennesker. Holb.Sgan.9sc. *jeg troer, han (dvs.: nordmanden) giorde ilde, | Om han vilde sig indbilde, | At der fødes Mennesker | Kun i Engelland og der (dvs.: i Norge). Wess.226. Oehl.C.216. De har gjort hende til et Menneske; inden De flyttede sammen med mig, var hun en god Sjokke. Gylb.(1849).VII.8. En bog af Darwin, Taine eller Nietzsche må man dog have læst for at være menneske nu til dags. EdvLehm.BY.152. et halvt menneske, se halv sp. 766⁶³ (jf. Halvmenneske).   talem., ordspr. olgn. være (lige) saa klog som et menneske, se klog 1. jf. (spøg.): en (hund) der, som man siger, var lige saa klog som et Menneske. NaturensV.1916. 302. Der skal tre Morsingboere og et bygknippe til et menneske. Krist.Ordspr. 498. Feilb. jf. bet. 3.1: Der skal femten skræddere til et almindeligt menneske. Krist.Ordspr.294. (l. br.) i modsætn. til Folk: Faa Mennesker, men Folk nok. Mau.6423. klæder skaber folk, men ikke mennesker, se Klæde sp. 724⁴⁶.   lad os nu (bare) være mennesker! (alm. anført som cit. efter poppedrengens replik i HCAnd.'s “Lykkens Kalosker”, se HCAnd.Tre Digtninger.(1838).42; sml. HistTidsskr.10R. I.366; dagl.) lad os nu være fornuftige, opføre os ordentligt, naturligt, ikke skabe os; ofte som afvisning af en uforstandig bemærkning, dadel af en vigtig, overlegen opførsel. Kierk.VII.93. see Tante, lille Ludvig kan selv trække Vognen! Lad os nu være Mennesker, ikke forstyrre Barnet! thi vi veed jo nok, at lille Ludvig ikke kan. smst.XII.454. Bøgh.DD.1866.185. Zak Niels.Maagen.27. jf. Krist.Ordspr.212 samt: Vær dog Menneske (dvs.: fornuftig). Levin.     3.3) m. særlig vægt paa den menneskelige naturs modsætning til den guddommelige (jf. Gudmenneske); især m. fremhævelse af det dødelige (jordiske) hos menneskelige væsener, det svage, syndige i menneskenaturen. Han er et Menneske (dvs.: han kan fejle). Moth. (Mau.II.21). har De Mod til at tale til Kongen som til et andet Menneske (dvs.: til en anden dødelig). PalM.VIII.337. husk, at du kun er et Menneske (dvs.: har dine svage sider)! D&H.   talem. vi er alle mennesker olgn., vi er alle svage, syndige skabninger; især anv. som undskyldning for en fejltagelse. Dommeren kand jo forandre Dommen, og sige, at hand dømte feil første gang. Det skeer jo saa tit; thi vi ere alle Mennisker. Holb.Jep.IV.6. i hvor andægtig mand er, saa er man dog Mennisker, og naar man anseer hendes u-forligelige Skiønhed, saa maa man give sig fangen. KomGrønneg.II.247. De havde en lille Ruus paa; hvad skader det? Vi ere jo alle Mennesker. Skuesp.V.164. Vi er jo alle Mennesker og ikke Dydshelte. Schand. VV.135. Jørg.Breve fraAssisi.(1924).53. jf.: Vi er Alle Mennesker, naar vi er afklædte. Grundtv.Da.Ordsprog.(1845).nr.25. Krist. Ordspr.212. undertiden m. tilføjelser som: “Vi er Alle Mennesker”, sagde Hvalfisken, han stod paa Bagbenene og spyttede. Mau.II.21. et menneske er kun et menneske ell. (nu især) man er jo ikke andet end (ell. kun) et menneske, d. s. *Et Menneske er kun et Menneske, | Og selv den bedste Helt er intet meer. Oehl.PT.346. Schand.BS.118. jf. (spøg.): Naa ja . . en Motorcykle er jo heller ikke mere end et Menneske. JV Jens.A.II.143. konger er ogsaa mennesker, se I. Konge 1.4.    3.4) m. særlig tanke paa de aandelige egenskaber, der hæver menneskelige væsener over dyrene, det humane i menneskenaturen. *Kun Mennesket ei kiender Baand, | Naar Menneske det er ei meer (dvs.: om tyrannen Ivan Wasiliewitsch). Oehl.XXIV.333. Alle de Mennesker, som sætte . . Mennesket i os over Dyret i os. Goldschm.Hjl.III.92. For at blive et Menneske skal man ustandselig træne sig i at skelne mellem det ægte og uægte i aandelige Sager. Buchh.(Pol.²¹/₈ 1922.5.sp.4). talem.: jeg er et menneske, og intet menneskeligt skal være mig fremmed, se u. II. menneskelig 3.1.   talem. menneske først og kristen saa olgn., brugt af Grundtvig (Grundtv.SS.V.42) og derefter af adskillige grundtvigianere (jf. fx. Mau. II.22) som udtr. for den opfattelse, at kristendommen er en genfødelse af det oprindelige, af gud skabte, men ved synden faldne menneskeliv, hvorfor dette gudbilledlige i menneskenaturen skal vækkes og oplyses, inden menneskene kan frelses (sml. Grundtv.Poet. VI.649ff. sa.Dansk.IV.273ff.).    m. særlig tanke paa de rent følelsesmæssige egenskaber, de naturlige følelser, karakteregenskaber, personlige interesser osv. i modsætn. til de egenskaber og funktioner, der træder frem under udøvelsen af vedkommendes faglige (forretningsmæssige ell. kaldsmæssige) virksomhed. *Til det Gode (er geniet) sædvanlig ei capabelt, | Og, sletter man Inspirationen ud, | Som Menneske sjelden respectabelt. Heib.Poet.X.233. Hesiod er det første Menneske i europæisk Literatur, den første Enkeltsjæl i den ariske Folkestamme, vi kan træde personligt nær. FrPoulsen.Fra EuropasForaar.(1921).35. først sent om aftenen var han fri for sine embedspligter og havde tid til at være menneske (dvs.: privatperson) ┆ uegl.: (han havde) ogsaa Sans for Bøgers Indhold, for Mennesket i Bogen. Bogvennen.1925.76. B. m. individuel bet. 4) i egl. bet.: person; ofte spec. om mand. (ofte, især i forb. m. adj. m. nedsæt. bet., men ogs. ellers, m. overgang til ell. følt som hørende til bet. 5; jf.: a er ingen menneske, a er en Morsingbo. Feilb. samt Hrz.V.104 ndf. u. bet. 5).    4.1) i al alm.; ofte som sammenfattende betegnelse for personer af begge køn ell. m. svækket bet., nærmende sig til et ubest. pron. (især i forb. m. ubest. art. ell. pron.). Et Menniske (1819: en Mand) havde to sønner. Luc.15.11(Chr.VI). Saaledes agte hvert Menneske (1907: man) os, som Christi Tienere. 1Cor.4.1. han . . sagde til dem: hvem sige Menneskene mig at være (Skat Rørd.: hvem sige Folk, at jeg er)? Marc. 8.27. den Talent til at skrive Skue-Spill findes kun hos faa Mennesker. Holb.Ep. V.220. *Ei skulde da noget Menneske tænkt, | Han kunde til Vraget udsvømme. Blich.(1920).XXI.185. skulde jeg være dum? Det har jeg aldrig troet, og det maa ingen Mennesker vide. HCAnd.V.113. her spadserer, ja, vrimler det af Mennesker. sa.Breve.I.124. (konsulen) har forlangt . . min Tilbagekaldelse (til Algier.) han forlanger at et Menneske (dvs.: jeg) . . skal tabe sine bedste Aar i sligt et Hul. RudBay. EP.II.162. (dronningen) tog Afsked med de Mennesker, der havde fulgt hende paa Vej. KMads.(Tilsk.1931.II.322). (han) ser paa Klokken; den er ikke fem endnu. Og det er højlys Dag. Hvorfor Mennesker dog sover saa længe? Lauesen.S.144. ofte i udtr. som (ikke) kunne omgaas mennesker (se omgaa), (trænge til at) komme ud blandt mennesker (D&H.). m. overgang til bet. 5: der staar et Menneske og venter i Forstuen. D&H.   spec. (jf. Hule-, Jordmenneske; l. br.) i best. anv., om beboerne af, indbyggerne i et (land)omraade. *Engang for meget længe siden, | Da Verden var med sine Mennesker | Langt anderledes, end den nu omstunder er. Storm. FF.66. Oehl.XXX.3. han (sansede) overhovedet intet andet end netop disse Gader og deres Mennesker. GadsMag.1931. 602. jf.: de Wrenste Mennesker. Krist. JyF.VI.346.    4.2) m. nærmere bestemmelse, der angiver den enkeltes egenskaber, anlæg, udvikling olgn. udfri mig fra onde Mennesker. Ps.140.2. jeg arme Menniske! Holb. Kandst.I.6. Min Compagnon var det muntreste Menneske af Verden. FrSneed.I.59. det stakkels Menneske. Brandes.V.226. det gale Menneske til Jakobsen. MMLund.En fremmedFugl.(1899).333. om forb. m. adj., der angiver karakter, samfundsstilling olgn. (som almindelige, dannede, flinke, kristne, ordentlige, pæne mennesker), se som regel de paagældende adj. talem.: brave mennesker, men slette musikanter, se Musikant.   m. bestemmelse af alder, udvikling olgn. jeg var alt et stort sextenaars Menneske. HCAnd.I.109. gammelt menneske, gamle mennesker, om gamle af begge køn (i dial. dog især om kvinder). Det er drøjt for sådant et gammelt menneske at bo helt alene. Hjortø.SprogetsLuner.(1927).146. lille menneske, person af ringe størrelse; især (ofte m. overgang til bet. 5) om børn ell. (navnlig) kvinder; undertiden ogs. om personer af ringe aandelig betydning ell. værdi. Stemmen var klokkereen og stor i Omfang, blev den saaledes ved, ja saa var det lille Menneskes (dvs.: en drengs) Lykke gjort. HCAnd.IV.349. “jeg (dvs.: en ung pige) er endnu saadan et tosset Barn, som du slet ikke kan have nogen Nytte eller Glæde af.” – “Du lille, løjerlige Menneske! troer du da, jeg vil have dig anderledes end du er?” Hostr.DT.8. KLars.GV.122. en demokratisk Tid, der vil se smaa Mennesker – Forbrydere om det skal være – blot ikke Helte og Heltinder. Man vil se sine egne Svagheder idealiseret. Tandr.(BerlTid.²³/₁₁1931.M.10. sp.1). ungt menneske, i ent. nu oftest som betegnelse for en ganske ung mand, i flt. derimod ogs. om unge personer af begge køn (jf. KNyrop.OL.I.105. Hjortø.Sprogets Luner.(1927).143). holder I det raadeligt, at disse 2 unge Mennisker komme sammen førend hand faar Brød. Holb.Er.I.5. den nydeligste Hilsen, noget ungt Menneske kunde ønske sig af en ung Dame. HCAnd.VIII.54. Kjøbmænd og Principaler vare (forbitrede), naar de saa et af deres unge Mennesker med Cigar i Munden. Goldschm.IV.99. unge Mennesker (Chr.VI: drenge). Dan.1.4. Ved et net ungt Menneske forstaas i den københavnske Beaumonde en ugift Mandsperson mellem 20 og 30, ædruelig og af ulastelig Byrd. Esm.I.94. Unge Piger og unge Mennesker kan faa fuldstændig Uddannelse i alle . . Sprog. Kbh.²⁴/₁₁1926.11.sp.5. (sj.) i ent., om en ung pige. et ungt Menniske târ (dvs.: gifter sig med) vel heller Sønnen end Fâren. KomGrønneg.I.154. smst.47. JHelms.EtungtMenneske.(1878).23. voksne mennesker: Holb.NF.I.86. Et voxet Menneske synes at være en Kæmpe imod et lidet Barn. Mossin.Term.278. Eskimoerne betragter ugift stand som noget unaturligt for voksne mennesker. KBirket-Smith. Eskimoerne.(1927).159. 5) (jf. u. bet. 4) som fortrolig ell. (især) respektløs, nedsættende betegnelse. (især m. demonstr. pron., i best. f. ell. i tiltale). Pilatus sagde . . jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske. Luc.23.4. han sagde til dem: see, hvilket (Chr.VI: det) Menneske. Joh.19.5. Hvorfor jage vi ikke det fordrukne Dyr bort? Det er jo en Skandale med det Menneske. Hrz.XV. 269. JPJac.II.410. jeg vil ikke have noget at gøre med de mennesker! ┆ jf. Feilb.   i best. f. “Hvad mener Pigebarnet?” – “Hvad gaar der af Mennesket?” Heib. Poet.II.59. (jeg har desuden) ladet sende til ham (dvs.: Heinrich Heine) “Nur ein Geiger”. Det er mig meget om at gøre at faa at vide, om ingen af disse Bøger skulde være kommet til Mennesket. HC And.(BerlTid.²⁴/₅1922.Aft.3.sp.2). Jeg havde en Patient, der led af Obstruktion. Jeg forordnede de almindelige Midler i almindelige Doses. Nu har Mennesket slugt en hel Flaske Medicin paa engang. Goldschm.I.227. KMich.MT.122.    (jf. u. bet. 1.1) i tiltale; ofte (især i forb. som men menneske dog!) som udbrud ved opførsel, der vækker ens mishag ell. forundring. (Jesus sagde) til ham: Menneske! dine Synder er dig forladne. Luc.5.20. smst.22.58. Menneske da! kan I ikke svare høfligt, naar man taler til jer. Heib.Poet.VII.17. “Men, Herregud, Menneske! hvem taler om Clubber?” . . “Jeg er intet Menneske! Det er ingen Tiltale til Folk . . Menneske kan man sige til sin Karl, sin Skopudser, men ikke til Folk af Opdragelse.” Hrz.V.104. det er jo Hexeri! – saa siig mig dog, Menneske, hvor har du faaet alt det at vide? Hostr.G.135. Skal De ikke ha' en Bolle til, Frøken Jansen? Spis dog, Menneske! Wied.S.72.   m. attrib. adj. i kælende ell. iron. anv.; især m. lille (se u. bet. 4.2) og kær. Det kære Menneske! Jeg siger hende bestandig, at hun gør Uret imod sig selv. Drachm.F.I.152. Pont.FL.59(se u. II. kær 2.1). jf.: det kjære Menneske (dvs.: man selv) kan drage hvorhen i Verden han vil, saa træffer han strax Venner. CBernh. X.39. 6) kvinde, kvindemenneske; uden for dial. (se DF.1929.56; bornh.) især om kvinde, som forretter husligt arbejde, og navnlig i forb. som have et menneske i huset (dvs.: have huslig medhjælp). Cathrine, et flinkt, trindt og rødmoset Menneske, som havde tient os for Kokkepige. Ew.(1914).III.277. JPPrahl.AC.69. et Menneske skal man (dvs.: en enkemand) jo have i Huset, og nu har jeg fæstet en Husholderske til Maj. Pont. BH.79. han maatte leje et Menneske til at holde Øje med hende og tage sig af Huset. AndNx.DM.119. 7) overf., om menneskelignende væsen. jf. Maanemenneske   især om dyr, navnlig aber, med menneskelignende ydre. jf. Abe- (slutn.), Heste-, Skovmenneske.   i videre (spøg.) anv. om dyr (og ting), se u. bet. 3; jf. ogs.: Du (dvs.: en høne) skal ha' Lov til det, Du dejlige Menneske . . bare Du vil blive ved med at lægge 280 Æg! Buchh. GT.71.   om en dukke. (Betragter Dukken) Gud! hvad hun er bleven gammel og styg! Men hvor er det muligt, at et Menneske kan forandre sig saa hurtigt? Heib.Poet. II.58.3.3 Fodboldspillere er også en slags mennesker. KLundberg.Idræt.(1951).133(jf. sp.1333,13f. ). “de maa vel osse være en Slags Mennesker – ligesom vi andre, med Behov for Mad og Drikke og andet,” mener Anders bondesundt. KBecker.M.68.   3.4 (han) bryder sig ikke om (Charlie) Chaplin som Menneske. Information.15/6 1948.2.sp.1.   5 Jeg er mere tryg, naar jeg ved, at jeg selv har lagt Forbindingen. Saa staa dog stille, Menneske (sagde hun). JacPaludan.TS.161.   

Menneske-, i ssgr. (nu næppe br. Menniske- samt undertiden (især i vers, af metriske grunde; desuden i jy., se Feilb. og Skautrup. Et Hardsysselmål.I.(1927).156) Mennesk- ell. Mennisk-, se u. Menneske-billede, -blod, -hed 2, -kød 1, -ret, -vis). især til Menneske 1 (4), fx. (foruden de ndf. anførte) betegnelser for legemsdele olgn. som Menneske-aasyn, -ansigt, -ben, -foster, -haar, -hjerne, -hoved, -knogle, -læbe, -skelet, -strube; betegnelser for menneskemængder (og deres færd) som Menneske-hob, -mylder, -skare, -stimmel, -strøm, -sværm, -trængsel, -tummel, -vrimmel; betegnelser for menneskelige egenskaber, evner, handlinger, forhold osv., ofte (svarende til Menneske 3.3) m. bibet. af, at de er endelige, forgængelige, svage i forhold til højere magters, især guds, fx. Menneske-bud, -flid, -færd, -kaar, -kraft, -kunst, -list, -lykke, -paafund, -paahit, -ros, -sind, -skik, -skæbne, -snilde, -styrke, -svaghed, -tanke, -visdom, -ønske; samt ssgr., hvor Menneske- staar som logisk obj. for et i sidste led indeholdt verbalbegreb, som Menneske-fremstiller, -fremstilling, -skildrer, -skildring, -studium    (jf. Menneske-forstand, -føde, -kost, menneskelig 3.2 samt Menneskepenge; dagl. ell. jarg.) til Menneske 3.2 (og 3.1), i ssgr., der betegner en ting (sjældnere: et forhold, en person) som værende af den rigtige slags, som noget, der duer, ægte, virkelig; som eksempler kan anføres: “Dyrlæge?” spurgte Ritmesteren. “Ha, ha ha! Nej, jeg er s'gu dog Menneskelæge, naar galt skal være.” Goldschm.VI.87. han (havde) sendt den forbandede Kugle saa langt bort, at der ikke var Menneskemening i at ramme paa den Afstand. Gjel.T.40. Adskilligt mere rigtig Menneskemusik er der i N. N.'s tre Stykker. Pol.¹⁷/₁₁1928. 14.sp.1. i Trollhättan, hvor vi . . overnattede i rigtige “Menneskesenge”. Folkeskolen.1927.749.sp.2. Der var søde Snapse og gl. fransk Vin til Damerne, og der var “rigtige Menneskesnapse” og Punsch til Mandfolkene. Drachm.STL.71. endvidere: Menneske-bøf (mods.Hakkebøf), -cigar, -kaffe (mods. Surrogat), -mad, -suppe (dvs.: kraftig mad, suppe); sml. Menneskehat (dvs.: høj, sort hat. Feilb.). i ssgr. (dagl. ell. jarg.) om noget af den rigtige slags, noget der duer. Menneske-bajer ((en gammel sømand træder ind i søfartsklubben:) “Ja, her kan man vel ikke faa sig en “Menneskebajer”. BerlTid.16/3 1952.4.sp.1), -smør (Der bages just Vaniljekranse af “Menneskesmør”. KMich.Mor.(1935).81), -øl (Skattefri Porter indeholder lidt over Halvdelen af den Alkoholmængde, som findes i rigtigt Menneskeøl. ErikJacobsen.Omgang med Alkohol.(1944).12).   

Menniske, et. se Menneske.