Marne, en. [ˈmɐrnə ell. ˈma·rnə] (ogs. Mane. Moth.M62. MR.1794.675. VSO. Kværnd. jf. Feilb. u. malle). flt. -r. (ænyd. marne, maane, ring, spænde; af uvis oprindelse; ofte sammenblandet m. og i bet. paavirket af II. Malle; nu kun dial.) 1) lille metalring (som griber ind i en anden ring, en bøjle olgn.). Moth.M43. OecMag.VI.62.   om ring i en ringbrynje. *Hand spørger Laure til, hvad disse Pantzer-maner, | Og anden Orlogs Dragt . . | Vel skulde giøre paa den skiære Qvinde-Krop. Poul Ped.DP.67. 2) (jf. bet. 3) lille stykke metal (metaltraad), der er bøjet i bueform (og fastgjort til noget andet); fx. om øjet paa en metalknap (FrGrundtv.LK.194. OrdbS. (Møn)); især: bøjet stykke metal (metaltraad), hvis parallelle, tilspidsede ender kan slaas ind i noget; spec. om (hvert af) to saadanne, der bruges ved lukning med hængelaas ell. haspe; krampe. Moth.M62. Paa Fortoget ved No. 25 i Nyhavn staae Marnerne til Rendebrætslænkerne særdeles højt op af Fortogsflisen. Politievennen.1798/99.411. (skrinet havde) Hasp og Marne til en Hængelaas. Grundtv.Snorre.III.13. VSO.IV.M65. MDL. Esp.219. Rietz.452 (skaansk). jf. Feilb.(u. malle). 3) malle ell. trense (af metal ell. syet) paa tøj, hvori en hægte kan fastgøres. Rostgaard.Lex.M39b. MR.1794. 675. VSO.IV.M65. Feilb.II.538. Kværnd. OrdbS.(sjæll.).