Mande-blod, et. (glda. d. s. i bet. 1, oldn. manna-, mannsblóð; til I. Mand 1) 1) (arkais.) menneskeblod. *Mande-Blod der maatte rinde | I hans Aarer, skjønt Guds Søn. Grundtv. SS.IV.112.   især i udtr. for blodig kamp, blodsudgydelse. *Der traf han paa en Kæmpe, | Hvis vilde Heltemod | Ei Havet kunde dæmpe; | Det kosted Mandeblod. Oehl.XXXII.136. Holstein.(IslSagaer.II.79). 2) (efter no. manneblod, sv. mannablod; navnet vel p. gr. af plantens blodrøde saft; sml. Blodblomst (1.1); sj., if. VSO. no.)  perikum, Hypericon perforatum L. VareL. (1807).II.198. *Med Mandeblods Knopper | Ham Folmer havde smurt (dvs.: sminket). Winth.HF.236. jf. Mandeblodblomster. FolkLægem.III.70.