Maksime, en. [magˈsi·mə] (nu næppe br. Maksim. Moth.Conv.M16. Leth.(1800). 92). flt. -r. (fra fr. maxime, af lat. (propositio) maxima, den største, vigtigste (sætning, regel), egl. fem. af maximus (se Maksimum)) sætning, der i sammentrængt form udtrykker en almindelig sandhed ell. erfaring; fornuftmæssig forholdsregel, hvorefter man handler; grundsætning; princip; ogs. om sætning, der i sammentrængt form understreger en forfatters tanke. Der ere mange . . autoriserede Maximer, hvilke . . befindes at grunde sig heller paa den gemeene Mands Dom end paa Raisons. Holb.MTkr.505. indprente (en) onde Maximer. Slange.ChrIV. 1019. Blich.(1920).XIX.64. Ikke undres, ikke sukke i sit Inderste, ikke juble overvættes, det var (stoikerens) Maksime. Høffd. MA.I.190. En Maxime skal være streng i sin Form og intensiv i sit Tankeindhold. Rubow.(Tilsk.1929.II.181).