I. Lo, en. [lo^?] flt. -er. (glda. d. s. (4Mos. 15.20(GldaBib.)), sv. loge (fsv. loe), oldn. lófi, sideform til oldn. láfi, no. låve; muligvis besl. m. gr. alōḗ, tærskeplads, lo, vinhave) 1) et i alm. m. lergulv (nu ogs. betongulv) udstyret rum i udbygning (lade), hvorigennem sæden transporteres (til laden (Kørelo) ell. til kreaturerne (Foderlo)), ell. hvori sædens behandling (tærskning, rensning) foregaar (jf. Byg-, Kaste-, Korn-, Tærskelo; sml. Lang-, Tværlo). loerne (1871: Tærskepladserne) skal være fulde med korn. Joel.2.24(Chr.VI). Matth.3.12. *Lad . . Bondemanden | Tærske Kornet paa sin Lo. Oehl.XIV.59. *i vor Lade, paa vor Lo, | der har vi nu Guds Gaver. Grundtv.SS.III.446. *I Loer og i Lader | Var der redet til Fest. Winth.HF. 318. *Tærskeren sin Pleil ham laante tidt, | Naar ned han kom i Loen. PalM.IV.51. *Hør paa din Lo den melodiske Tærsken! Aarestr.SS.III.130. *Loen vi pynte (dvs.: til høstgilde) med Blomster og Blade, | vi har Georginer og Bonderoser nok. MHans. (SangB.43). AarbFrborg.1918.27. talem.: kold maj giver varm lo olgn., se II. kold 1.1. 2) (dial.) kostald. OrdbS.(Fyn).

II. Lo, en. [lo^?] flt. -er. (no. lo, oldn. ló(a); jf. Hjejle samt Lofugl; nu næppe br.)   navn paa forsk. vadefugle af brokfuglenes gruppe (Charadriidæ); især: alm. brokfugl; hjejle (1); Charadrius pluvialis. Moth. Conv.L111. Saaby.⁷

III. Lo, subst. [lo^?] (fra mnt. lo(we), hty. loh(e); rimeligvis besl. m. Lud; nu vist kun i ssgr. som lo-garve, -garver) garvebark; i ssg.: Garver-Loe. HesteL.(1703).C3^v.

VI. Lo, en. se Luv (vindside).

Lods, en. [lo^?s] († Lots (oftest skrevet Loots). JJuel.32. Æreboe.204. SøkrigsA. (1752).§178. PAHeib.E.45. Haste.BD.16. Blich.(1920).XI.120. VSO. – sj. skrevet Los. Dumetius.III.65c). flt. -er (JJuel.35. Dumetius.III.65c. Slange.ChrIV.1237. VSO. MO. Saaby.⁷) ell. -e [ˈlo·sə] (Federspiel. MineHændelser.(1841).7. LuisBramsen.O. 24. Sal.²XV.390). (sv. lots, no. los; fra nt. lots, ty. lotse, holl. loods (loots); forkortelse af Lodsmand (s. d.))   1) (jf. Fast-, Kystlods ofl. samt Bekendtmand) en (af myndighederne ansat) sø- og farvandskyndig mand, der (inden for sit distrikt) kan vejlede (lodse) skibene i vanskelige farvande ell. ved ind- og udsejling i havne. Lôds. Moth.L188. Naar Lods kommer om Bord, da forholder (styrmanden) sig efter Lodsens Anordning, og er uden Ansvar. SøkrigsA.(1752).§363. Ew.(1914).III.186. saa tyk om sine Laar, som en Dragøe-Loots. Tode.VI.280. *for i Havn at komme ind | efter Lods han skyder. PAHeib.US. 610. *Snekken . . | Havde gierne Lods om Bord, | Som var klog paa Vandet. Grundtv. Bjow.21. En Lods kjender Farerne og fører Skibet sikkert i Havn. Kierk.II.45. Naar Skibet skal gennemsejle et vanskeligt Farvand, tager Kaptajnen Lods. Lærebog i Handels-Teknik.(1925).262. billedl.: Jeg kjender Farvandet, og Kjerlighed er min Loots. PAHeib.Sk.III.145.    (af staten udgiven) farvandsbeskrivelse med sejladsanvisning, oplysninger om lodsvæsen, redningsvæsen, fyr, signalstationer osv. som supplement til søkortene. Den danske Lods. (bogtitel.1843 og senere). Den islandske Lods. (bogtitel.1898 og senere). Sal.²XV.390.967. 2) (jf. Lods - fisk, -mand 2; nu l. br.)   navn paa forsk. smaa makrelfisk, som i flokke følger med hajer ell. skibe (for at opfange affald), men siges at forlade skibene, naar disse nærmer sig til kysterne; saaledes om sugefisk, Echeneis (naucrates), ell. (nu) om lodsfisk, Naucrates ductor. vAph.Nath.V.125.127. Cuvier.Dyrhist.I. 377. Buchwald.Erindringer.II.(1829).36f. Brehm.Krybd.279.1 lodsen går fra borde, se I. Bord 8 S.    (jf. Mørkelods S ) i videre anv., fx (jernb. ) om lokomotivfører på maskine under rangering. Vi har hævdet, at Lokomotivføreren (Lodsen) har sin Plads paa Maskinen og ikke skal skifte Spor paa Pladsen. LokomotivT.1942.184.   

III. losse, v. [ˈlωsə] (tidligere ogs. skrevet lodse. EPont.Atlas.II.74. Skuesp.VII.286). -ede. vbs. -ning (se I. Losning 3). (ænyd. d. s., sv. lossa; fra mnt. holl. lossen (jf. ty. löschen), til mnt. holl. los, tom; egl. sa. ord som II. losse; om mulig sammenblanding m. lodse s. d.) 1)   udtage ladningen, lasten af et skib; dels m. h. t. fartøj, dels m. h. t. ladning; i videre anv., m. fartøjet som subj.: blive udlosset; ofte abs. dersom (skipperen) losser sin fulde Last, og skal tage Baglast ind igien, da give hand sit Folk deris heele Hyre. DL. 4–1–23. (i Tyrus) skulde Skibet losse sin Ladning. ApG.21.3. en aaben Stad ved Haved liggende, hvor Skibe laddes og losses. Pflug.DP.210. Kongen vilde tvinge dem til at losse deres Vahre i Sundet af deres egne Skibe udi de Danske Skibe. Holb.DH.II.596. Paa visse Steder falde i Gaderne Canaler, hvor baade Pramme og smaae Skibe kunde lade og lodse. EPont.Atlas.II.74. VSO. (Robinsons) daglige Tumleplads var Havnen . . hvor Skibene lossede og ladede deres rige Fragter. Ingv Bond. Overs. af RobinsonKruse.(1896).2. Scheller.MarO. losse kul, se III. Kul 1.1.   (sj.) m. h. t. personer: landsætte. *(admiralen) lossed den Danske og Preusisk' Armee | Saa trygt og saa stille fra Vandet, | At førend vor Fiinde fick disse at see, | Da stoed de beskandtzet i Landet. Sort.HS.G2^r. 2) overf. anv. af bet. 1.    2.1) (l. br.) m. h. t. andre transportmidler ell. disses indhold. JBaden.DaL.335. jf. ogs. Losseplads 2 samt aflosse sp. 212⁴⁵.   (spøg.) m. h. t. kurv olgn.: tømme. *Min Madkurv satte jeg paa Klodsen, | Og begyndte just at loss' 'en. Heib.Poet.VII.351. smst.VI.23.    2.2) (nu næppe br., jf.: “i Almuens Tale.” VSO.) om mennesker (og dyr), egl.: befri sig for en byrde, last, skille sig, komme af med noget; i videre anv., dels: forrette sin nødtørft. VSO. dels (jf. ogs. u. bet. 3.1): føde (i dølgsmaal). Hun er henne at losse. VSO. refl.: hun har væredt henne og losset sig. Moth.L305. 3) i forb. m. adv. (jf. af-, for-, udlosse samt (sj.): Ind- og Udlosning (af varer). FrSneed.I.554).    3.1) losse af, aflosse. VSO. han har losset varerne af paa kajen ┆   (jf. bet. 2.2; sj.) føde. *Jeg (svarer Lammet) mig ey klager | For hende, som mig Livet gav; | Thi hun af Lyst undfanger, drager | Sin Byrde, siden losser af. Reenb.II.297.   (jf. af B.1.5; nu næppe br.) tilendebringe losning. Moth.L305. Fik I losset af i Dag? VSO.    3.2) losse ud,  d. s. s. bet. 1; ogs. (l. br.): fuldende losning. Moth.L305. VSO. Vi kom vel ind, fortøiede . . lossede ud og indtoge Baglast. Born.MineHændelser. (1834).19. losse Varer ud. Scheller.MarO.

I. Los, en. [lωs] Høysg.AG.138. († Losse. Meisling.Overs.afÆneiden.I.(1824).13). flt. -ser (Oehl.L.I.257. MO. Saaby.⁷) ell. -se (Moth.L196. Reiser.IV.19. jf. best. f. Lossene. Brehm.DL.³III2.12.57. Losserne. smst.57). (glda. d. s. (Brandt.RD.II.12), jf. glda. lo (smst.III.83), sv. lo († kattloss); fra mnt. los, sml. ty. luchs samt lat.-gr. lynx; jf. Luks) 1) (zool.) rovdyr af den kattene nærstaaende slægt Lynx; især om arten Lynx vulgaris (sml. Hjorteulv). Holb.Berg.109. *øv din Harm | Paa Biørnen og den ondskabsfulde Los, | Som skrække Skovens Fred! Oehl.AV.69. De største Losser forekommer i Norden. BøvP.I.299. Spärck.ND.398.   i sammenligninger. Han er sikker som en loß dvs.: forsigtig. Moth.¹L134. nu blev han saa mild som en legende Los. JPJac.I.150. især (jf. Los-øje, -øjet) m. henblik paa dyrets skarpe syn: Heib.Poet.VIII.164. Øine har han saa skarpe som en Los. Hauch. DV.III.27. (nu næppe br.:) ude er man som en los, hjemme som en muldvarp (dvs.: om den, der er meget nøjeregnende, striks over for fremmede, men hjemme intet ser ell. har at skulle have sagt). Mau.3698. Holb. MTkr.581. 2) (ænyd. d. s.; jf. Losfoder; fagl.) skind ell. pelsværk af los (1). (gesandten bar) en Gyldenstykkes Kiol underfodret med Loß. Pflug.DP.344. BerlTid. ¹¹/₄1930.Aft.14. 3) (astr.) i best. f. navn paa et stjernebillede paa den nordlige himmel mellem Kusken og Store Bjørn (Lynx). VSO. Sal.²XV.1055.

II. Los, en. se Lods.

III. los, ubøjeligt adj. [lωs] ell. (i bet. 4) [lo^?s] (sv. loss, no. loss; laant (vistnok i slutn. af 18. aarh.) fra nt. (holl.) los; jf. losne, II. losse, løs; kun som præd. ell. (i bet. 1.2 og 4) som adv. (interj.)) 1)  som betegnelse for, at noget (et reb, et sejl) er løsgjort; løs; fri.    1.1) som præd. ved (som regel) tryksvagt verbum   ved trans. verbum: brække Ankeret los fra Grunden. Bardenfl.Søm.I.152. fange los, se III. fange 2.2. giøre et Seil los. SøLex.(1808). Sal.²X.535. klappe gods los, se III. klappe 2.2. Landgangsbroen blev taget bort . . og Fortøiningerne slaaede los. Etlar. SB.16.   i forb. uden obj. Giv los! MO. Gøre los, aftage Beslagsejsingerne af Sejlene, saa at disse ere klar til at sættes (udspændes). Sal.VIII.230. kaste los (jf. II. kaste 2.1). 1. løse et tov, der staar fast. Wolfh.MarO.346. jf.: Kniber det med at faa Mærseskødet for, saa lad læ Stor- eller Fokkebras springe (kaste los). KuskJens. Søm.249. 2. løse et skibs fortøjninger. Kast los! SøLex.(1808). Han kastede los akkurat i det rette Øjeblik, naar Baaden havde indtaget en bestemt Vinkel mod Broen. Drachm.STL.142.   ved intr. verbum. Naar Slipperen slaas fra, er Brogen los. Bardenfl.Søm.I.112. Vanterne havde været los. KuskJens.Søm.53.    1.2) (m. overgang til brug som interj.) i kommandoer, der byder mandskabet at gøre et reb, sejl olgn. løs. Los! Commando-Ord, naar et Toug, der staaer fast, skal løses. Harboe.MarO.   ved subst.; dels efterstillet: Seil los! Et Commando-Ord til at løse Beslaaseisingerne, naar Seilene skal tilsættes. Harboe.MarO. 354. Bardenfl.Søm.II.198. dels foranstillet (vanskeligt at skelne fra imp. af II. losse): Los Klyverskjøde! HFisker.Da.-Fr.Sø-Ordbog.(1839).76. Los Mærsebugliner. Bardenfl.Søm.II.1. Scheller.MarO. Los alle Gaardinger og læ Givtov. KuskJens.Søm. 249. 2) (dagl.) overf. anv. af bet. 1.1.    2.1) i udtr., der angiver, at man giver slip paa (ogs.: lukker op for) noget, opgiver (sin modstand olgn.), afbryder forbindelsen med noget olgn.   give los (for, paa noget), slippe (nogen ell. noget) løs; ogs.: lukke op. Paa mit Vink gav Hunden strax los (dvs.: paa manden, som den holdt fangen). Winth.VIII.302. Hostr.G.82. saa gav han los for Kufferten, og (katten) for ud. Wied.LO.197. give (tøjlen) los, (jf. losne linen u. losne 1) lade faa frie tøjler; lade noget forløbe, udvikle sig uden hindring. (i Norden) voksede Festen (dvs.: arveøllet) nu, da Tøjlen var bleven given los, op til vistnok den anseligste, som Datiden fejrede. TroelsL.XIV. 265. Som Hovederne stod paa Folk, var der vistnok ikke andet for end at give los og indrømme adskillig Frihed og Bevægelighed indenfor Folkekirken. MPont. DK.61. i videre anv.: give luft for (følelse, bevægelse). Saa gav hun los for Graadens Pres. Schand.VV.88. Kierkegaard har til en begyndelse vistnok været retiré (over for Hertz). Men i flere henseender har han efterhaanden givet los. FBrandt.SK. 41.   kaste los, frigøre sig helt (for); afbryde enhver forbindelse (med). naar den sidste Fædrelandets Lods gaaer fra Borde, og man, for at bruge et Sømands-Udtryk, kaster det sidste Varp los, der holder En til Hjemmet. StBille.Gal.I.66. Du vilde . . gaa og trættes med de samme Tanker . . Du bliver Ingenting til, naar Du ikke kan kaste los og begynde forfra. EChristians. MV.168.   komme los, slippe løs. OBang. Byen.(1924).260.    2.2) i udtr., der angiver en handlings (pludselige) indtræden ell. (voldsomme) forløb.   brænde los, (jf. II. brænde 20) egl.: løsne et skud; overf.: gaa løs (paa), tage fat (paa). havde hun vidst noget, skulde hun nok have brændt los med det samme. CFMortens.SV.89.   gaa los (paa), gaa løs (paa); tage (kraftigt) fat (paa). En dejlig Pi'e! tænkte han . . Vent bare, efter Bordet gaa vi sgu los paany. SvLa.HjG.12. det (var) kun en lille Kres af Unge, der i 1873 gik los paa Studierne til Kantussen. Pol.¹³/₁₀1926.9.sp.2.   snakke, tale los olgn., tale ivrigt, vedholdende, hensynsløst. Han var kommunist og talte los og laante hende bøger. Anker Lars.MM.235.   i forb. som hvad er (der) los? hvad er der paa færde? Tjenestekarlen (kom) styrtende op over Agrene. Hvad var nu los? ENielsenStevns. Som du saar–.[1929].80. 3) (sj.) om tilstand: løs; fri i sine bevægelser. *Afsted nu farer den (dvs.: hesten) saa let og los; | De Kildevogne kappes vil med os. Heib.Poet.V.164.   (jf. haarlos) som let løsner sit tag; slap (i musklerne). *Jeg kan neppe holde fast (dvs.: paa ryggen af en anden). | Jeg bliver los i Benene. Oehl.F.61. 4) (fra ty. los; jf. ty. los lassen, slippe, samt bet. 1.2; jæg.) kommandoraab til hunden, naar den skal slippe byttet. (hunden) kommer med sin Fangst. – “En Vibe – los!” BT.⁸/₅1922.11.sp.1.

IV. Los, et. (til IV.losse S; slang)
spark. Til sidst gav de mig et los i røven. GeorgGjedde.Duke.(overs.1949).50. I påkommende tilfælde må man gribe til at give modstanderen et los (spark) eller spænde ben. NielsÅNielsen.(Seksten Århusrids.(1953).236).

Los-, i ssgr. 1) (ogs. Losse-). (ænyd. los(se)-) til I. Los (1); se Los-foder, -safir, -skind, -sten, -øje, -øjet. 2) til III. los (1); se -gøre, jf. ogs. Los-bageri, -jærn.

II. losse, v. [ˈlωsə] -ede. vbs. -ning (se I. Losning 2). (ænyd. losse, affyre et skud, sv. lossa, jf. oldn. losa; fra nt. holl. lossen, til nt. holl. los, løs; jf. III. losse samt losne) 1)  til III. los 1: gøre los; løsne; slappe. SøLex.(1808). Harboe.MarO. Rebtaillerne losses og hales noget igjennem Blokkene. OpfB.¹II.405. Drechsel.Saltvfisk.17. Scheller. MarO.   om imp. los se III. los 1.2. 2) (sj.) til III. los 2 (og 3): give slip paa; lade gaa. *bort! – los (rettet fra: slip) mig! Ew.(1914).VI.189.

IV. losse, v. -ede. (jf. IV.Los S; fodbold-jarg.)
sparke. Unøjagtige Afleveringer, en Lossen Bolden frem i en Uendelighed. Pol.12/11 1945.8.sp.1. (N.N.) lossede .. bolden helt ned foran Københavns maal. Pol.14/6 1953.10.sp.1.