I. Leding, en. [ˈle·ðeɳ, ogs. ˈleðeɳ] (ænyd. glda. d. s., æda. lething, sv. leding, ledung (fsv. leþunger, gutnisk laiþingr), no. leding, oldn. leiðangr; af I. Led 1 (i bet.: færd, (krigs)tog); sidste led snarest d. s. s. Gang (1-2); jf. Ledtog 1.2   især anv. (i ent.) uden art.   hist., arkais., poet. ell. (overf.) spøg.) 1) (deltagelse i) krigstog uden for landets grænser, især til søs; krigstjeneste; krigsfærd; ledingsfærd. *Om Helters dierfve Drift lad andre Skialdre tale, | Om Tog og Leding lad for Gunst og Skienk dem prale. Holb.Skiemt. )(7^v. *I Leding rask og bold var han, | Men blid i Fred. Storm.SD.153. de oprørske herremænd brøde uden videre ledingen og droge hjem. Barfod.DH.I.34. Kr Ersl.DM.293.   især i udtr. som udbyde, udskrive leding, gaa, fare ell. (alm.) drage i leding olgn. *Det var unge Hr. Marstig, | han skulde i Leding fare. DFU. nr.27.1. *Danmark deiligst vang og vænge, | Lukt med bølgen blaa, | Hvor de vakre voxne drenge, | Kand i leding gaa. LKok. (PSyv.Viser.(1695).584). *Det var sig Herr Asker Ryg, | Hannem lyster i Leding at gange. Oehl.L.I.292. (skjaldene) droge . . ud i Leding med Krigsmændene. PMøll. I.161. Allen.Haandb.35. (kongen) udskrev ofte Leding blandt Folket. KrErsl.DM.8. Grænsefolkene havde skaaret Hærpil op og udbudt almindelig Leding. JVJens.CT. 202. byde til leding, se II. byde 1.3. overf.: drage i leding, gaa (drabeligt) løs paa modstandere olgn. Indenrigsminister B. drager i Leding. DagNyh.⁵/₁₀1905. 3.sp.2. Kranføreren, der blot har været draget i Leding i en Uges Tid, med det Formaal at udrydde Landets Spiritusbeholdning. AaBrodersen. Lirekassen kører gennem Byen.(1928).193.    om dystridt. *Den anden berendende Ledding, de reed. Bagges.V.123. 2) (hist.) pengeydelse til ledingshærens (skibets) udrustning, spec. om saadan ydelse, som traadte i st. f. deltagelse i ledingsfærd; ledingspenge. Moth.L75. Holb.DNB.636. Baden.JurO. VSO. MO.

II. † Leding, en. (ænyd. d. s. (i bet. “vej” ell. “kant, side”), glda. ledhing, om nordstjernen; fra mnt. ledinge, leidinge, egl. vbs. til mnt. leiden (leden), føre (IV. lede); i bet. 2 paavirket ell. afl. af I. Led) som sidste led af ssgr., der betegner: 1) den nordlige ell. sydlige polarstjerne (jf. Ledestjerne) ell. pol; se Nord-, Sydleding. 2) en del af jordkloden, en større egn ell. strækning (jf. I. Led 2 samt Vester-, Østerled(en)); se Østerleding (og ænyd. Vesterleding).

Ledings-, i ssgr. (sj. Ledinge-. Wilst.Il. XVI.v.865). (hist., arkais., poet.) af I. Leding (1), saaledes (foruden de ndf. anførte ssgr.) bl. a. Ledings - bud, -byrde, -bøde, -dygtig, -flaade, -fri, -frihed, -fælle, -hær, -pligt, -udbud.