Land-adel, en. (især hist.) adel, der er bosiddende paa landet (paa godserne; mods. Hofadel); landaristokrati. vAph.(1759). Leth.(1800). VSO. MO. Landadelens Tilbagegang paa de fleste Omraader under Enevoldskongerne. Frem.DN. 537. den lavere landadel, (jf. Lavadel; uegl., spøg.) om ikkeadelige jordbesiddere der snobber opad og føler sig bedre end deres ligestillede. Vogel-Jørg.BO.353. smst.5 575.