Kvade, en ell. et (jf. VSO.). [ˈkva·ðə] (Kvad, et. Moth.K393. Gram.Nucleus.699. Leth.(1800).133. VSO. jf.: indtagen Gummi Qvad. LTid.1755.336. Kva, et. VSO. Esp.447. sml. Kva(d)e, en. D&H. – † (egl. no. dial.) Kove, en. vAph.Nath.VI.582. Raff.(1784).58. VSO. MO.). (ænyd. quad, qwade, æda. qwathæ (Harp.Kr.46.143. AM.), sv. kåda (fsv. k(v)adha), sv. dial. kvåda, kvada, kva, no. kvae, no. dial. kvaada, koda, ko(v)a ofl., oldn. kváða; sa. ord som II. Kodde; besl. m. Kit; nu kun dial., jf.: “Et forældet dansk Ord . . som fortjente at optages.” MO. samt HjælpeO.) klæbrig, gummiagtig vædske, der flyder ud af forsk. træer (jf. u. Kirsebærkvas 2); spec.: den af naaletræer udflydende harpiks. Moth.K393. Qvad eller Harpex. Lincke. Moria Thuana.[1745].b4^r. (fyrretræernes) Ved er saa fuld af Kove, at den endog, medens den endnu er næsten ganske frisk og fugtig, brænder som et Lys.Raff.(1784).58. VSO. Tiære . . en tyk, harpixagtig Olie, der vindes . . ved Kogning af den af adskillige Naaletræer udrindende Qvade (Harpix). MO.II.1220. D&H. Esp.447.

I. Kvad, et. se Kvade.

II. Kvad, et ell. † en (Moth.K413. Oehl. ER.17.30.141. sa.PSkr.I.402). [kva^?ð ell. (nu sjældnere) kvað] best. f. -et [ˈkva^?ðət] flt. d. s., best. f. -ene [ˈkva^?ðənə] (ænyd. d. s.; egl. vbs. til kvæde; jf. Kvæd, (et) Kvæde   optaget omkr. 1800 i poet. spr., jf. PEMüll.³ 252 samt: “I Talesproget høres det ikke; og bruges sielden i prosaisk Stiil.” MO.; i dial. tidligere om viser og omkvæd, der brugtes ved dans, jf.: Børchinderne (dvs.: folkene i Bork herred) kand baade træde en dands og løffte en qvai. thi denne dands (dvs.: harboskræp) trædis effter adskillige gammens-qvai med sine Biqvai og omqvai. Ordsamling fra Ribe stift 1698. (GkS773.I). Qvad dvs.: Viise . . gammens qvad bi-qvad omqvad gienqvad. smst.) 1) digt; dels (æstet.) om (kortere) oldtidsdigt (især fra den nordiske oldtid, jf. Edda-, Skjaldekvad); dels (poet. ell. spøg.) om digt (sang, vise) i al alm. Moth.K413. *Gammelt Qvad er skjønt og stort; | Det er godt, naar det er gjort; | Men det la'er sig ikke gjøre! Bagges.DV.² IV.153. han (besluttede) paa Veien at digte en Qvad, som skulde udtrykke hans høie Kierlighed til Gundvar. Oehl.ER.17. *Om Grimhilds Svig var lagt det Kvad, | Der hun tillaved blodigt Bad | For sine Brødre baade. Grundtv.PS.I.135. *Igjen da lytter Menigmand | Til Kvad og Kæmpeviser. smst.VI.382. AOlr. Danmarks heltedigtning.I.(1903).1. Vi aftrykker nedenfor et enkelt Vers af det vittige Kvad. Tidens Krav.²³/₁1898.3.sp.1. Kirken blev fuld, og Julesangen tonede hen under de gamle, lave Hvælvinger – de liflige Toner af Brorsons og Grundtvigs Julekvad. Jørg. Græs.(1904).112.   ordspr. (sj.). Tvunget Qvad giør sieldent glad. VSO. 2) (poet., l. br.) om fremsyngen af et saadant digt ell. om sang, syngen i al alm. *Vel mødt, I Christne fromme! | Lad høres nu vort Kvad! | Vor Lov-Sang lad opkomme | Til Gud fra allen Stad. Grundtv.SS.I.30. *Adams Æt istemmer glad | Cherubers og Serafers Kvad. smst.54. 3) (poet., nu l. br.) om fuglesang. *Zephyrs Gang blandt høie Bøgetoppe | Henrykked os, og Nattergalens Qvad. Rahb.PoetF.II.33. *morgenglad | Tumler sig, med muntert Kvad, | Hele Fugle-Koret! Grundtv.SS.I.462. *Hvor skal da Sangens Fugl tye hen | I Fred, med Qvad og Qvidder. Winth.I.188. jf.: *Mig tyktes jeg saa ensom gik i Lunden, | Og havde Skemt af lifligt Fuglekvad. Grundtv.Optr.I.109.

III. kvad, præt. af kvæde.

III. kvæde, v. [ˈkvæ·ðə] Høysg.AG.93. præt. kvad [kva^?ð] (smst.) ell. (sjældnere) -ede (smst. Ew.(1914).I.284. Grundtv.SS.V.409. PMøll.I.180. HCAnd.VI.317. Bang.DuF.5. Pont.DR.²I.295); part. -et ell. (især til subst. af fk.; nu næppe br.; jf. dog halvkvæden) -en (VSO. jf. Feilb.) ell. (nu næppe br.) -t (Moth.K413f. jf. u. halvkvæden samt Esp. 198). (ænyd. glda. d. s. (Mand.94. Brandt. RD.I.133), run. (præs. 3. pers. ent. i mediopassiv) kuask dvs.: kuezk, sv. kväda, no. kvede, sige, ytre, synge, oldn. kveða, sige, udtale, fremsige (recitere), got. qiþan, sige, tale, oeng. cweþan (eng. (præt.) quoth), osax. quethan, quedan, oht. quedan) 1) (“Sieldent.” VSO.; dial. if. MDL.693; nu næppe br.) sige. *Uller . . den Yndige bad (dvs.: bejlede) . . | “Alf har jeg givet mit Hjerte,” hun qvad. Bagges.DV.²III.268. At qvæde ja dvs.: samtykke. VSO. At qvæde nei til en Andens Tale.MDL.693(Jylland).   ordspr. fattig mand æder det han har, og kvæder det han ved. Mau.2042. Holb. MTkr.100. 2) (“et gàmelt ôrd.” Høysg.AG.93. “Bruges nu ikke meget, uden i Digtersproget, samt i endeel Ordsprog.” VSO. “Nu sieldent og kun hos Digtere.” MO. nu næsten kun foræld., arkais. ell. poet., til dels spøg. (iron.) og dial.) m. h. t. sang ell. digt, egl.: fremsige paa rytmisk, højtidelig maade.    2.1) synge (især: paa højtidelig maade; dial. ogs. nedsæt.: synge daarligt. Feilb. Esp.198). *Skal vi hyle nu og græde, | Og idag en Liig-Sang qvæde? Kingo.204. *Saa snart den spæde Glut om Skole-gang vil græde, | Begynder Ammen om Cupido strax at qvæde. FrHorn.PM.60. Suhm.Hist.I.541. *Sødt en Mø ved Cithren synger . . | Men hvad savner jeg, og græder, | Mens hun dog saa venligt qvæder. Oehl.L.I.241. *Bisp Villum staar for Alterbord, | Sit Kyrie han kvæder. Grundtv.PS.III.199. (barden) kvad Stridssange for at opflamme Hæren til Tapperhed. Blich.(1920).I.2. PMøll.I.12. Jeg hentede min Guitar og tilbød at kvæde lidt efter Middagsbordet. Jeg sang et Par Bellmænd og tre af mine franske Viser. Pont.DR.II.210. Jeg kvad en Vise: *Frygter du Lynet, Tiger! | Lad mig din Smærte læge! JVJens.Sk.92. AndNx.DM.54(se u. II. Kvæde 1). Naar saa saadan en Vandringsmand kom til Gaarde, kunde han sige: “Skal jeg snakke (d. e. fremsige) eller kvæde (d. e. synge) jer en Vise?” Hedebo. 93. Feilb.   (jf. bet. 3.2; poet.) om (sang)-fugl. *Hør til den lille Fugl, hvor gladelig den qvæder. Helt.Poet.206. *Saa sødelig qvæder den Nattergal. Rahb.PoetF.I.166. *Der qvad Stillids, og der qvad Gjøg. Winth.III.42.   ordspr. og talem. (se ogs. Mau.8409.8418.11757ff. samt VSO.), ofte i forb. m. Vise. jf. halvkvæden: (kvindens) forkærlighed for “opstoppersætninger”, hvor man kun får halv besked og selv i tanken må kvæde visen færdig. Jesp.SprU. 174. kvæde den gamle vise olgn., sige noget, som er sagt mange gange før, som vedk. ell. man plejer at sige. han begyndte at qvæde sin gamle Viise, nemlig at det giorde ham ont, at den Svenske Almue var Kongen saa lidet bevaagen. Holb.DH. I.764. *alle dog den gamle Vise qvæde, | Om falske Tjen're, svigefulde Venner. PalM.VI.124. Faae En til at qvæde en anden Vise dvs.: faae En til at yttre en anden Mening. VSO. jf.: (jeg) ynsker, at visse Folk, der hafver fabriqveret . . den Danske Skoleforordning, motte selv eje et 1000 Tønder Hartkorn Bøndergods . . og være skyldig derpaa en Capital af dets halfve Værdi til at forrente aarlig. Hvorledes de da vilde vrie sig og gierne qvæde om igien, fik mand vel at fornemme. Gram. Breve.183. en god vise kan ikke kvædes for tit. Mau.11756. Holb.Heltind.I.a4^v. ThSchmidt.E.136. dens brød jeg æder, dens vise jeg kvæder, se I. Brød 2.2. den glæder sig mest, som selv kvæder. Mau.3108. VSO. MO.    2.2) digte (en sang, et digt). *Jeg som mod Mennesker og Verdens onde Sæder | Udtømmet har min Geist, om Dyr og Planter Qvæder. sa.Metam.1. *Gud veed, maaskee er det sidste Gang | Du hører Livsfangen kvæde. Blich.(1920).XX.222. *Ak, kjæreste Digter, fat du kun Mod! | Og qvæd saa godt du forstaaer det. Hrz.D.II.70. Ved Thorvaldsens Død kvad Grundtvig over ham sin mægtige Mindedrape: “Tidsaldrene har og en Nyaarsdag”. Rønning.(Grundtv.Digte iUdvalg.(1916).185).   (l. br.) digte en sang, et digt om; besynge. *Det mig er ingen ringe Glæde, | At denne Sag saa gick, thi jeg kand icke qvæde | En Ting paa anden Viis end den tildraget er. Holb. Paars.73. *Hvad Hærværk er det da, min Musa qvæde skal? Storm.SD.3. MO. jf.: *Hvor er vel noget nyt uqvædet før? | Hvorom har ikke hin og den giort Oder? Bagges.Ungd.I.116. 3) som udtr. for (melodisk) lyd af anden art.    3.1) (sj.) i al alm. (til dels som overf. brug af bet. 2.1). *Af Piben kand en hver forstaae | Hvad lyd den kunde qvæde. Cit.1721.(Kall399a.95^v). Grisen kom frem og kvad over Truget (der var tomt). And Nx.DM.154. Sommerblæsten . . kvæder for Strix (dvs.: hornuglehunnen), mildt og tonende. Fleuron.DTN.32.    3.2) (nu kun dial.) om (æglæggende) høne: kagle; skræppe op. Moth.K413. ordspr.: Det er ikke altid af Glæde, at en Høne kvæder. OrdbS.(Fyn).    3.3) (dial.) om (smaa)børn: græde (smaat). OrdbS.(Fyn).