II. Kvab, et. [kvab] (ogs. skrevet Kvap). (til II. kvabbe 4 (og 5); især dial.) dumpt klask; svup olgn. den ulykkelige Mand smedes højt i Vejret og styrtede med et dødt Kvab til Jorden. Aakj.VF.143. To Matroser . . trampede knurrende rundt paa hans Bug; med et Kvap røg en gullig Bugt af hans Mund. AKohl.MP.II.321.   ogs. (jf. II. kvabbe 5) om lille (stemme)-lyd; kvæk; muk; især i nægtende forb. (han) langede “lille Laadevig” en lige ind i Synet . . saa Ludvig blev liggende, saa lang han var, uden at give et eneste Kvab fra sig. Hamann. Moderne Trældom.(1906). 266. Nu vil vi ikke høre et Kvab mere. Kværnd. Feilb.

Kvabs, en. [kvabs] (jf. I. Kvabse, kvabset, Kvabso (3); især dial.) kvabset dreng ell. mand. Hos Møllers var de voxne ogsaa ude, og vi havde det ypperligt, undtagen en Tid Hans kom ind, og forstyrrede os, og saa vilde han ovenikjøbet kysse mig, den tykke Qvabs. UngdGl.I.233. Feilb.

II. kvabse, v. [ˈkvabsə] (jf. no. dial. kvapsa, svuppe olgn., samt II. kvabbe; sj.) bevæge sig i vand, søle olgn.; sjaske olgn. dette Vand, som ikke er noget for en soigneret, stuefähig Skabning (dvs.: en hund) at kvabse ud i. Tidsskr. f. Aandskultur. 1902/03.161.