knase, v. [ˈkna·sə] præs. -er [ˈkn̥a^?sər; i rigsspr. sj. ˈkn̥a·sər] -ede ell. (sjældnere) -te (Gjel.M.373. Feilb. jf. D&H. Saaby.⁷); part. -et ell. (sjældnere) -t [kn̥a^?sd] (Feilb. jf. D&H. Saaby.⁷). vbs. jf. Knas. (ænyd. d. s. (i bet. 1), sv. dial. knasa, no. knase; lydord; jf. knaske, knasle, knise samt gnalde) 1) intr.: give en lyd som af noget tørt og haardt, der brydes. Moth.K188. *lad hendes Melk af Frost i hendes Bøtter knase. Trojel.I.166. Skaller og Konchylier laae der, hans Barnelegetøi knasede under Fødderne. HCAnd.VII.112. (hun) holdt af Kryddertvebakker og . . af alt, hvad der knasede mellem Tænderne. Bang.SG.43. (æblets) Kjød: gulligt, fint, fast, knasende, senere mere mørt. Bredsted.Pom.II.139. knase og brase, jf. u. III. brase 1.   (l. br. i rigsspr.) om ild, brænde olgn.: luunt og godt var der inde i Stuen, Lyngtørv og Vragstumper knittrede og knasede. HC And.VII.122. Schand.BS.235. Feilb.   upers. Moth.K188. Det knasede som Glas under hans Fødder. Ing.LB.I.65. *Da rasler det bag Grøft og Grav, | Da knaser det i Tjørnen. Winth.IV.55. Saa knasede det som tørre Grene, man træder paa. Schand.BS. 257. Tilsk.1928.I.4. ordspr.: saa længe det knaser, holder det, se holde 25.   i forb. m. adv. ell. præp.-led; især om tung, støjende bevægelse. Ligesom Isen, indeslutter ogsaa Lavaen ofte Luftblærer i sig, der knase itu, idet man gaaer over dem. StBille.Gal. III.197. Læsset knasede langsomt afsted henover Vejens Grus. JPJac.II.286. tidt maa man gjøre en lang Omvei for ikke at knase paa Skovbundens Løv. Bogan.I. 140. jeg hører hver Sten, Hjulene knaser hen over. Jørg.LT.110. 2) trans.: bryde ell. knuse noget tørt og haardt. *Den rasler og styrter den blodige Steen, | og knaser (Oehl.Saml.Digte.III. (1823).21: knuser) omliggende Offerbeen. Oehl.Digte.(1803).16. Bum, bum kom der to Kanonkugler susende fra Baadene lige midt ind imellem de stakkels Engelskmænd, som blev masede og knasede. Drachm.STL.302. Nedfaldne Kviste og trøskede Grene knastes under hans Fødder. Gjel.M.373. han fik knaset et Ribben eller to. Rørd.H.97.   i forb. knase tænder, (l. br. i rigsspr.) skære tænder haardt. man kunde se Folk knase Tænder og strække de knyttede Hænder til Vejrs i Vrede og Forbittrelse. Bregend.BU.135. imellem kunde man høre hende knase Tænder, som et Slags Svar.sa.Thora.(1926). 31.   (jf. knaske) i videre anv.: tygge, gnaske (paa noget). Han gik og knasede paa Noget den hele Tid. VSO. *Kosten ombord havde været tør; | den (dvs.: en elefant) var vant til at knase paa Sukkerrør. Kaalund.305. FrPoulsen.VV.89. 3) (dagl.) part. knasende knyttet adverbielt til et adj., ofte nærmende sig til blot forstærkende bet. (jf. knas- i ssgr.). Saa bliver jeg knasende rig. AndNx.PE.I.131. Haar og Skæg blev knasende tørt. OMatthies.SS. 194. “Frisk Mod”, “Skolekammerater” o. s. v. er . . knasende gode Bøger for Drenge. NatTid.⁶/₈1922.M.Sønd.14.sp.2.

Knast, en. [kn̥asd] flt. -er ell. (nu kun dial.) -e (Grundtv.PS.II.516. Brenderup. §158. jf. VSO. Feilb.). (sv. dial., no., nt. d. s.; vist besl. m. Knyst) 1) fortykkelse, knude i veddet paa en stamme (stængel), dannet af en sidegren; især (fagl.): knude, dannet af en udgaaet gren, som veddet er vokset udenom. LTid. 1755.366. den hvide spættede Knast paa en Birkestamme. Ing.EF.II.94. hvor der er trykket en Knast ud af en Planke, der siges Ellefolket at have deres Udgang og Indgang.Thiele.III.193. *En gammel Eeg . . | Med løvrige Grene | Og knudret Knort og Knast. Winth.HF.119. Grenene fortsætter sig langt ind i Stammen som Knaster. Hage.⁴860. 2) videre anv. af bet. 1.    2.1) i billedl. anv., sammenligning olgn. under (satirikerens) Høvl springer (der) én Knast ud efter den anden. PAHeib.US.84. Oehl.XVIII. 242. Bag Bygningen lige overfor Herberget knejser . . Longobardertaarnet . . En løjerlig gammel Knast af et Taarn. Tops.II.556. med Musklerne spændte saa de laa som Knaster paa Arme og Ben og skrabede imod Knoglerne. AKohl.MP. I.149.    2.2) (især dial.) om fremspring, forhøjning i terrænet. Grundtv.PS.II. 516. Feilb. øverst oppe paa den højeste Bjærgknast skimtes et Kapel. Jørg.OF. 44.    2.3) (især ⚙) om fremspringende knude, knop ell. kant paa naturting ell. redskaber. “Stykke Læder, der er fastsyet til et andet Stykke Læder, eller til en Ring.” MilTekn O. et Vindue saa stort som en Port, et uendeligt Tavl og Tern af smaabitte blyindfattede Knaster af Glas. JPJac.II.423. Slibningen (blev) kun anvendt som en Nødhjælp . . paa en Knast i Stenen eller paa Midten af Bladet. SophMüll.VO.172. Høvlens “Knast”, det fortil opstaaende skraa Haandtag. Haandgern.18. (tagsten) oplægges paa Lægter, idet der øverst paa Bagsiden er en Knast, Nakken, som støtter imod Lægtens Overkant og hindrer Nedglidning. Gnudtzm.Husb.195.    2.4) (dagl.) filipens; lille byld. Feilb. *Den Raakost er sund. I skal sande mit Ord. | Jeg har aldrig kendt Blegsot og Knaster. JVibe.Slaaen. (1927).28. 3) (dagl., spøg.) kvist(værelse). *Der paa Knasten, hvor de dunkle Linde | skygger over Gavlens røde Stene. Sødb.GD. 22. vi gjorde naturligvis bedst i at begynde (med at søge) oppe fra Knasten. Mor plejer jo at bo paa Knasten. Staun. P.7. “Saa her bor du! . . Naa langt til Himlen har du i det mindste ikke.” Pelle tav. Han var glad ved sin Knast.AndNx. PE.III.139. 4) (talespr., især m. foransat adj.) om person: fyr; navnlig om rig ell. gammel mand. Skuesp.XI.123. *Nu denne Knast, for gal til Bunds at være, | Til Køis med ret en deilig Unge krøb. TBruun.I.344. en Del rige Knaster. Grundtv.MM.102. Jørgen var en gammel, rig, haardfør Knast med et rynket Ansigt og langt, tjavset Haar. Zak Niels.NT.49. Grev B. var en Russer af den gamle Slags, en raa Knast, en gæstfri Soldebroder. Rørd.P.270.

Knast-, i ssgr. (ogs. Knaste-. knastefrit Træ.LandmB.III.211. Knastefuld.vAph. (1764). VSO.). til Knast; fx. (til Knast 1): knast-fri (udsøgt, knastfrit Træ. TroelsL. II.149. Suenson.B.II.117), -ren (ForstO.); til Knast 2.2: Knast-aksel (OpfB.⁴I.133), -læder (det fordelagtigste vil være at købe Knastlæder, Endestykket af Huderne. Haandv.47), -ring (ring i bringeselen, hvori bringekoblet fastgøres; bringeknast. MøllH. V.171. Kværnd.).