Kælder- Kælder-, i ssgr. af Kælder 1-2, fx. (foruden de ndf. medtagne) Kælder-bolig, -gulv, -kammer, -leje, -lejlighed, -lokale, -lugt, -madam, -nøgle, -plads, -rist, -skilt, -trappe, -tøs, -unge, -vindue, -værelse samt nogle mere tilfældige ssgr., hvor Kælder- er brugt nedsæt., for at betegne noget som tarveligt, simpelt, ejendommeligt ell. passende for jævne (i kældere boende) personer, smaafolk: Sokrates, hvis Mening, omskrevet paa Kælderdansk, var den, at hans eneste Klogskab bestod i, at han selv var klar over, hvor dum han . . var. Bergstedt.(Pol.11/7 1927.7.sp.6). Den berømte lille Mand med det underlig tarvelige, ja snuskede Udseende og det sære Kældersprog. Pont. LP.VIII.40. gemeene Folk, som ikke have en raffineret Smag i Musik, fornøye sig meere over et gemeent Kielder-Stykke, end over den allerbest sammensatte Concert. LTid.1751.394.