I. Hik-ke, en. [ˈhegə] i rigsspr. uden flt. (jf. Feilb.). (ænyd. d. s. (jf. æda. hikkæn, hykkæn (Harp.Kr.34.62.73)), sv. hicka, no. hikke; til II. hikke) 1) til II. hikke 1: en slags aandedrætskrampe, bestaaende i en stødvis sammentrækning af mellemgulvet, ledsaget af en ejendommelig indaandingslyd; spec. om saadan krampe, fremkaldt af overdreven drik olgn. (jf. u. II. hikke 1). Hun kunde ikke tale for hikke. Moth.H204. Oehl.I.49. Kan man lede Patientens Opmærksomhed bort fra Hikken, saa gaar den over. Goldschm. I.393. *Vi lo, til vi næsten fik Hikke. Drachm.DG.90. Panum.286. jf.: *Synge og drikke | Til sidste Hikke (dvs.: til sidste aandedrag), | Saa vare Forfædrenes Skikke. Blich.(1920).IV.209. 2) † til II. hikke 2.1: d. s. s. Hik 2.1. *Saa faldte hendes Ord, beblandt med Suk og Hikke. Holb.Metam.20.

II. hikke, v. [ˈhegə] -ede ell. † -te (Moth. H204). vbs. jf. Hik, I. Hikke. (ænyd., glda. d. s. (ænyd. ogs. i bet.: gispe, snappe efter vejret; jf. Feilb.), æda. hickæ (AM.; bet. 1), sv. hicka, no. hikke, holl. hikken; jf. hikse, hikste samt eng. hiccough (hiccup); vistnok lydord; maaske dog afl. af I. hige, jf. glda. higge (Kalk.II.231), dial. hikke efter, vente paa (OrdbS.(Langeland)) 1) faa, have hikke (I.1); især have hikke som følge af latter ell. overdreven nydelse af mad ell. (især) drikke (jf. u. I. Hikke 1). Moth.H204. *man drikker tit, saa man derefter hikker.Prahl. BJ.38. *At vide, hvordan han (dvs.: digteren) spiser og drikker, | Hvordan han nyser, hvordan han hikker.Heib.Poet.X.231. *Søren, nei det var da Fanden til Drikken. | Kom, lad os slentre ad Gaderne hen, – | O saa hold op med den Hikken. Bagger.II.325. hikker man, taler de om en i Byen. Feilb. jf. bet. 2: Han lo . . hikkende og i Veer, den Ensommes gale Latter. JVJens.H.287. 2) overf., om foreteelse, som er (kan være) forbundet med hikke (I.1), som ved sin lyd minder om hikke, ell. som foregaar paa en ujævn, unormal maade olgn.    2.1) † græde paa en krampagtig maade (ell. saaledes at man faar hikke); hulke (jf. Hik 2.1, I. Hikke 2). *Lucilia af Skræck ey talede et Ord, | Men som et afhugt Træ paa Marmor-Gulv nedfalder, | Og med en hickend Røst mig til sig sagte kalder. Holb.Mel.V.6. Paus. Overs.afJBarclay: Argenis.I.(1746).274.     2.2) (talespr., l. br.) tale paa en stammende, famlende maade; være saa bevæget, betaget, at man næppe kan faa ordene frem; hakke (4.2); især i udtr. som staa og hikke i det. VSO.    2.3) som betegnelse for at en virksomhed, en funktion, foregaar uregelmæssigt, med pludselige afbrydelser osv.    (især dial.) om ur: halte (sp. 760²⁴). klokken “hikker”, når den hænger skævt. OrdbS.(sjæll.)   (fagl.) om passer, hvis ben gaar ujævnt, naar de aabnes ell. lukkes. Hannover.Tekn.5.    (vulg.) egl. om maskine olgn.: virke daarligt, gaa i staa en gang imellem olgn. (flyvemaskinens) Motor gik til en Forandring uden at hikke. DagNyh.¹²/₈1921.3.sp.4. jf.: Kjøretøiets bageste Afdeling . . havde en upassende og foruroligende Tilbøielighed til, naar der kjørtes over et Hul i Stenbroen, at hikke sig løs fra den forreste Afdeling. LMoltke. Overs. af Dickens: Vor fælles Ven.I. (1864).134. i videre anv. i forb. noget, der hikker, noget i vejen; mangler, ulemper olgn. (især i spørgende, nægtende og betingende sætn.). *(han) kigged | Ud fra Kommandobroen . . | Om der var no'et, der hikked. Blækspr.1904.44. Tandr.HS.65. 2.2 staae og hikke, ikke vide hvad man vil. vAph.(1759).   2.3 om ur. en liden Støi, som kaldes Uhrets Hikken, og som høres eet eller to Minuter, før Uhret slaaer. Ursin.Uhre.(1843).18.    noget der hikker. Ikke noget, der hikker. – I Sommerrevyen 1882 .. findes en Vise Det, der hikker. Vogel-Jørg.BO.282. selvfølgelig plager det ham, at der er noget, der hikker. Vi skal være én stor familie allesammen. Panduro.RT.147.   

Hikke-, i ssgr. af I. Hikke ell. II. hikke.