Hav-kal, en. [-ˌka^?l] († Haakal. LTid.1755.367. † Havkalv. Moth.H9. IslKyst.41. VSO. S&B.). flt. -e. (ænyd. haakal (DSt.1909.56) (og haakærling), no. dial. haakall, oldn. hákarl “hajhan” (jf. no. håkjerring, sv. håkärring, egl.: haj-hun); sidste led er Karl, første led I. Haa, omdannet i tilknytning til I. Hav ell. ved efterligning af isl. udtale; formen -kalv skyldes tilslutning til -kalv ndf.)  stor hajfisk, Somniosus microcephalus Bl.Schn., der lever i de nordiske farvande (jf. Haaskærding). Indbyggerne (paa Island) levermeest af Fiskefangst, i sær falder her Sælhunde, Torsk og Haa-Kal. LTid.1755.367. Hauch. VII.478. Krøyer.III.914. BøvP.III.503.   hertil: Havkal(s)-tran (Politivennen. 1800. 1942. Sal.²XI.54), † Havkalvs- (Green. UR.238), Havkalve- (VSO.).

Hav-kalv, en. (jf. -ko) if. (tidligere) folkelig forestilling: fabeldyr i skikkelse af en kalv, der menes at leve i havet (jf. ogs. u. -kal). Moth.H9. Troldqvinden omskabte sig selv til en Havko og sin Søn til en Havkalv. Thiele.I.15.   2 se Havkal.