I. Hærde, en. [ˈhɐ̤rdə, l. br. ˈhɐ̤rðə] (nu kun dial. Hærd. Moth.H167. jf. Feilb. OrdbS. (fynsk). Hære. Moth.H167. Høysg.S.136. jf. MDL. OrdbS.(sjæll., falstersk, langelandsk); sml. ogs.: Hærde  Fjerde. Grundtv.RR. 102). flt. -r. (æda. hærthæ, sv. (dial.) härd, no. herd, oldn. herðr, oht. herti, finsk (laant fra germ.) hartio, hartia; uden for dial. nu kun arkais. ell. hos sprogrensere) skulder; skulderblad; ogs. (især i flt.) om skulderpartiet og den øverste del af ryggen (jf. II. Aksel). DFU.nr.25.8. jeg hugger dig med min Øxe i Hovedet, og kløver dig til Hærderne. Rahb.NF.I.243. *Om Herden flagrer Hermelinskappen. Ing.VSt.6. Den lille, fiirskaarne Dalkarl med . . Haaret ned om Hærderne. HCAnd.ISverrig. (1851).135. *Hun slynged ham Armen fast om Hærden. Blaum.DH.118.   i mer ell. mindre faste forb. (hvor rigsspr. anvender Skulder). † han er bleg mellem hærderne, han er, foregiver at være syg, ser daarlig ud; han er bleg mellem skuldrene. Moth.H 167. bred om ell. over hærderne (sjældnere af hærder. Oehl.NG.183. Hauch.DV. III.83) olgn., bred over skuldrene; bredskuldret; kraftigt bygget (jf. bredhærdet (u. -hærdet 1), hærdebred). *En Konge, bred om Hærde. Grundtv.PS.IV.441. *Bredere dog over Brystet han er og af Hærder at skue. Wilst.Il.III.v.194. Feilb. OrdbS.(Falster). (poet., sj.:) hugge ens hoved fra hærde olgn. Grundtv.PS.V.216. JHMonrad.GrundtvigskeDigte.(1896).109. naa en til hærden olgn., naa en til skuldrene. Grundtv. Udv.V.32. *Hun står op fra sin Stol, | men rækker mig næppe til Hærden. Blaum.Sib. 11. overf.: være en (aandeligt) underlegen. *Hvem der naaer os kun til Hærden, | Deres Spot dog bæres let. Grundtv.ChristenhedensSyvstjerne.(1860).118. (sj.:) *hærde ved hærde mod stormens kast | råber I (dvs.: Norges fjælde) til os: står fast, står fast. Hostr.SD.I.335. (sj.:) *Lad os trøstig krumme Hærden (dvs.: bøje ryggen), | hvor det største står på Spil. Blaum.Manddom. (1900).181.   (jf. Hærdetop; dial.) om skulderpartiet, boven (1) hos dyr. OrdbS.(Ærø).

II. Hærde, en. (afl. af haard ell. (i bet. 2) vbs. til III. hærde; jf. fsv. hærdha, hærdhi, oldn. herða, herði (herðr), haardhed, haardførhed, haard behandling, ty. härte; sml. hærdig)   1) (jf.: “usædvanligt.” MO.) † til haard 1.1: haardhed (1.1). Moth.H94. den Hærde, man vidste at give (sværdene) giorde dem søgte overalt. OGuldb.VH.I2.788. 2) (dial.) til III. hærde.    2.1) til III. hærde 1: det at hærde (en kniv osv.); ogs.: hærdet æg (paa kniv osv.). Feilb.    2.2) (jf. III. hærde 3 samt Hærdning 3; sml. ogs. sjæll. faa hær paa, faa magt over, has paa (Junge. (MDL.). OrdbS.) samt Hærk, Hærk(e)) stor besværlighed, møje; forlegenhed; haard kamp. Feilb.1 hårdhed. jeg iagttog meget nøie saavel (stenenes) Farve som deres Hærde og Vægt. Thielo.MK.81.    styrke; modstandskraft. de Træearter sammesteds, som uagtet de stode udsatte for den tidlige Morgensoel, dog havde Hærde nok til at trodse Frosten. PhysBibl.XXII.339.   

III. hærde, v. [ˈhɐ̤rdə] (nu kun dial. hære. Moth.H94. Blich.(1920).XIV.150. LandbO.III.374. jf. MDL. Esp.438. Feilb. Thorsen.147). -ede. vbs. -else (s. d.) ell. -(n)ing (se Hærdning), jf. II. Hærde. (glda. d. s. i bet. 1 og 2, æda. hærthæ (i hærthæs with, forhærde sig, trodse imod), sv. härda, no. herde, oldn. herða, ty. härten, jf. got. gaharþjan; til haard; i bet. 1.2 (jf. ogs. jy. hare. MDL. Feilb., bornh. hara. Esp.125) vistnok sammenblandet med et ubesl. ord, sml. (m)nt. haren, skærpe, ogs.: være skarp (se Torp.EtymO. u. Hara); sml. hærdelig, hærdet, hærdig, hærdne) 1) til haard 1.1, m. h. t. ting: bevirke, at noget bliver fastere, stivere, stærkere; gøre haard.     1.1) i egl. bet. *Ege-Træe, der Ilden haver hærdet. Holb.Metam.39. *Koglerier stærke | Kan fortrylle alt af Jord, | Skygger hærde saa og stive. Grundtv.PS.V.114. *Vi (dvs.: dværge) hærde Vandets Draaber, hænge dem | Som Drypsteen under Klippens Loft. Hauch.SK.62. (Donau) fryser, naar Vindene hærder dens Bølger. Brandes.X.425.   (jf. forhærde sp. 548³⁹, haard sp. 647⁴⁷, Hærdning sp. 1105¹) m. h. t. (huden paa) dele af legemet. Undertiden hærdes den betændte Hævelse i Lungen, og deraf oprinde usmertende haarde Knuder. Lægen. X.31. *ikke hærded Luen de spæde Fingre smaae. Oehl.NG.175.   nu især (⚙) om (kemisk ell. metallurgisk) proces, hvorved et i blød tilstand bearbejdet ell. formet materiale overgaar til haard tilstand. jf. Hag.V.435 samt hærdet glas u. hærdet 1. spec. m. h. t. (kulrigt) staal: gøre haardere (ved glødning med paafølgende hurtig afkøling; jf. afhærde). Som Ovnen prøver Staal, naar det hærdes, saaledes prøver Viin Hjertet i de Hovmodiges Trætte. Sir.31.30. *Giftige Flammer, | Hærder et Spyd | For Valhals Møe! Ew.(1914).III.64. Man hærder blødt Jern til Staal ved Hjælp af Ild og Kul. Goldschm.Hjl.II.731. *Med Flid skærpes Flint, | Spær hærdes før Fangsten. JVJens.Di.³128. Sal.²XI.94.   (jf. bet. 2; l. br.) billedl. ell. overf. Aar og Erfarenhed . . havde hærdet disse Talemaader og Sententser til Meeninger og til Grund-Sætninger. Ew.(1914).IV.8. under sit lange Ophold i Tyskland havde (A. G. Rudelbach) hærdet sit stive lutherske Lærebegreb til den yderste Grad. HBegtr.LudvigSchrøder. (1913).24. (sj.) refl.: en Egensind, der allerede begyndte at hærde sig til Halsstarrighed. Ew.(1914).IV.212.     1.2) (jf. bet. 3; muligvis af anden opr., se ovf. l. 16ff.; dial.) gøre (en le) skarp ved hamring, bankning; hvæsse ved udhamring; bane (III.2). Moth.H94. VSO. LandbO.III.374. 2)  til haard 1.3-4, især m. h. t. person (og dennes følelses-, viljesliv).    2.1) (jf. haard 1.3) m. h. t. person i fysisk henseende: give kraft til at modstaa ydre paavirkning (især kulde, sygdom), angreb olgn.; gøre haardfør, stærk. *Den Danske baadsmand . . | I ild og salten søe . . herder sin natuur. Lucopp. (SamlDanskeVers.¹III.187). *O elskte Hav! din Aande tænder | Sin raske Giæring i vort Blod; | Din Bølge hærder Bryst og Hænder, | Din Luft udvider Haab og Mod. Ew.(1914).III.220. *Senerne hærdes, og Solen giør bruun. Oehl.HF.80. Luften synes at vaagne, omgiver Vandreren med en hærdende Friskhed. Goldschm.V.227. D&H. jf. bet. 2.2: en Mand, der søgte at hærde sin Sjæl, ligesom Andre hærde deres Legemer til en . . daarlig Haardførhed. Kierk.IV.157. PalM.IV.31. refl.: Sjæl og Arm sig hærder ved hver Dyst. PalM.IV. 187. man kan hærde sig mod forkølelse ved koldt styrtebad ┆   (jf. u. Hærdning 2.1; sj.) m. h. t. andre levende væsener. *tvende unge Graner, | Der hærdes kun ved Vinterens Orcaner. Faye. (Rahb.LB.II.270).    2.2) (jf. haard 1.4) m. h. t. en persons viljes- og følelsesliv: gøre ubøjelig, standhaftig; gøre ufølsom, kold; forhærde (2); staalsætte. Saadan Opførsel rørte ikke Kongen, en lang Vane havde maattet hærde ham.Suhm. (SkVid.X.9). At lide Uret ved Menneskenes . . onde Gjerninger hærder og styrker Sjælen. Monrad.BV.99. (Henrik Pontoppidan) fik vistnok i denne Kres sin ungdommelige Personlighed baade fornyet og hærdet. VilhAnd.HP.74. refl.: forgieves hærde vi os mod Dødens Tanke. Basth. Tale.(1795).12. *Glat var din Kind . . | Da udi Ilden ufortrøden | Du hærded' dig til Heltedøden. Blich.(1920).IV.133.   †  hærde sin pande (jf. en haard pande (u. haard sp. 650¹⁷), forhærde sin nakke (u. forhærde 2)) tage mod til sig; blive standhaftig. *Det Raab mig gav et mægtig Moed, | Jeg hærdet strax min Pande. Cit. ca.1725.(NkS4°820.100).   (nu næppe br.) m. moralsk bet.: gøre stivsindet; trodsig; gøre ubarmhjertig, grusom. De største Straffe virke ikke længere end de ere nye; de hærde Sindet, uden at forbedre det. JSneed.I.184. At hærde sit Sind, sit Hierte, imod een. VSO. Blich.(1920).X. 178. refl.: *Aldrig hærde sig mit Hierte | Mod min Broders Graad. Thaar.ES.192.   (nu næppe br.) i forb. m. præp. i og til: bestyrke i (et forsæt); drive, ægge til (en handling). Alle disse Betragtninger hærdede mig i det Forsæt, ikke at tale et Ord . . om den heele Sag. Ew.(1914).IV. 241. hvad hærder Eder til at tale saaledes? Blich.(1920).XII.50 (efter Job.16.3). refl.: efterdi Pharao med sine Egypter alligevel hærder sig hvert Øieblik til nye Modstand. Balle.Bib.I.101. *Begriber Sligt et Hierte, som hærder sig i Synd? Oehl.HK.80. 3) (nu kun dial.) om haard, ubarmhjertig behandling.    3.1) (ænyd. d. s.; overf. anv. af bet. 1.1 ell. 1.2; jf. ogs. haard 3, II. Hærde 2.2, Hærdning 3 samt hærke 1 og 2) tugte; straffe; ogs.: banke; prygle. *jeg (skal) din Ryg nu hære, | Den bliver baade bruun og blaae.Blich.(1920).XIV.150. MDL. Feilb. Thorsen.147. jf.: Jeg skal gennemhære dig, hvis du gør det. OrdbS.(fynsk) sml. bet. 3.2: Hunden hær'ede (dvs.: jagede, hersede med) Faarene. OrdbS. (sjæll.).    3.2) (jf. no. herda paa, drive paa, oldn. herða á (at, eptir), angribe, trænge ind paa; sml. ogs. ihærdig) intr.: være meget ivrig efter, at et arbejde udføres; skynde paa, drive til noget (paa en ivrig, hensynsløs maade). Jeg skal hære efter dig, dersom du ikke skynder dig. MDL. OrdbS.(sjæll.). 4) (jf. sv. härda ut, fsv. hærþa, udholde; vist udviklet af bet. 2; sml. hærdig; dial.) bære; taale; udholde. (især i forb. m. kunne og nægtelse). Hübertz.Ærø.(1834).247. Feilb.1.1 m.h.t. sproglyd. ytre kommer af ud, yder, hvor der kun er ét d, der hærdes eller forstærkes til t. Rask.Retskr.274.   1.2 (leen) bliver jevnere .. naar den haeres, end som naar den slibes. JPPrahl.AC.59. Ejendommeligt nok synes udbankning af leens æg, “haring”, ikke at være kendt i Sverige, skønt den endnu bruges på Bornholm. FortNut.XIX.213. Harestol, lille, lav bænk eller træklods ned en lille boltformet jernambolt, hvorpå leer hares. KUldall.Frilandsmuseet.(1954).55.   

Hærde-, i ssgr. til I. Hærde (se -bred, -top) ell. især (⚙) til III. hærde 1.1 (jf. Hærdnings-); foruden de ndf. paa alfabetisk plads anførte ssgr. kan nævnes: Hærdeanstalt, -middel, -temperatur, -vand, -vædske.