Galla, en. [ˈgala] uden flt. (fra fr., ital. gala   udgangspunktet er ital. gallare, galleggiare, svømme ovenpaa, føre en let og lystig tilværelse (afl. af galla, galæble, let genstand, se I. Galle; sml. betydningsudviklingen af II. flot), hvoraf oldfr. galer, holde fest, gale, morskab, fornøjelse, der er optaget i ital. som gala og atter i denne form laant tilbage til fr.; jf. galant) 1) (nu sj.) festlighed; fest; spec.: højtid ved hoffet; hoffest. Vor Stad er i Dag udi stor Rørelse og galla over Hendes Kongl. Høiheds . . Bilager med Arve-Princen af Hessen. Langebek.Breve.383. Paa Hans Kongelige Høyheds Kronprintzens Geburtsdag var ved Hoffet Galla og Bal. Adr.¹/₂1762.sp.10. Epauletter til Brug ved Galla og andre Høitideligheder. MR.1829. 29. Sal.²IX.328. 2) festlig paaklædning; især: officiel festdragt (jf. Galladragt). Paaklædning (dvs.: ved en sørgehøjtid): Galla eller Skytteuniform. VortLand.²⁹/₉1904.2. sp.2. tage Gala paa. Scheller.MarO.   i forb. i galla ell. (nu l. br.) en galla (Luxd.Dagb. I.274. Sal.²IX.328). *I Galla! vil man see! Saa tidligt alt paa Dagen. Heib.Poet.XI.65. Scheller.MarO. jf.: *Her ved Moseranden vil vi plukke | gule Iris – de staar just i Galla.Fønss.IlyseNætter.(1898).66.

Galla-, i ssgr. til Galla 1.