I. Fynsk, en. vist kun i best. f. ent. fynsken. (substantivering af II. fynsk; jf. I. Dansk osv.; dial.) d. s. s. Fynbo. talem.: Han er lige så klar og ren som Fynskens hest, når man gnider den om munden med humle, lugter den straks af humle ved bagen. Krist. Ordsprog og mundheld.(1890). 487.

II. fynsk, adj. [fy^?nsg; fyn'sg] (ænyd. d. s. (DaViser.nr.24.59))  1) som hører til ell. stammer fra Fyn. Han er . . ved det fyenske Regiment. Høysg.S.304. tillad mig . . den Gunst, at jeg maa drikke det første Bæger her paa Fyensk Grund med Hertug Valdemar og Grev Jacob. Ing.EM.I. 42. de fynske Malere bringer fynske Motiver.JVJens.M.IV.76. fynsk kvæg, (landbr.) en opr. paa Fyn tiltrukken kvægrace. (koen) var fynsk Race, saavidt hun havde set i Forbigaaende! AndNx.BN.41. Sal.XI.185. fynsk hvede,  alm. boghvede. JTusch. 302. Sal.²IX.175. 2) substantivisk, om dialekten paa Fyn. *At tale . . | Med Fyenboer fyensk, og selv lidt jydsk med Jyder. Bagges.Gieng.37. *Hver en Svensk kan jydsk og fynsk: | Syngende, boghvedegrynsk. Sganarel.VI.78. 1 de fynske malere, (jf. fynboerne / Fynbo ). JVJens.(se sp.258,15 ). (Johannes Larsen) er den betydeligste blandt Gruppen “de fynske Malere”. Sal.2 XV.463. natten er vor egen, siger de fynske piger, se Nat 1.5.