Fragt-mand, en. [2] († Fragte-. Wess.204). person, som befordrer gods (og passagerer); især: vognmand, som befordrer fragtgods; ogs.: person (kusk), som kører en fragtvogn. Ing.LB.II. 12. hun skulde træffe Fragtmanden og endnu denne Aften og Nat kjøre med ham til sit Hjemsted. HCAnd.VII.48. (dukkerne) bliver sendt med Fragtmanden paa Lørdag. KMich.LM.22.   (sj.) færgemand. Wess.204.