forklejne, v. [fωrˈkl̥ai'nə] -ede ell. †  -te (Graah.PT.II.63). vbs. -else (s. d.) ell. †  -ing (DL.6–13–21. Slange. ChrIV.273). (ænyd. forklein(r)e; efter ty. verkleinern, jf. mnt. vorklenen   “Nu ikke let i høiere Stiil.” MO. “nu sjeld.” Levin; gldgs.) gøre mindre ell. ringere; formindske betydningen af noget. Høysg.2Pr.13. denne Forventning er paa ingen Maade bleven forklejnet. Hørup.I.250.    især: gøre ringere agtet; nedsætte; forringe. er det vel mueligt, at jeg skal høre mit ærlige Navn og Rygte saa forkleined? Holb.Pern. III.7. det skiær mig i mit Hierte, at man vil forkleine mig saaledes i jeres Tancker. KomGrønneg.II.255. Socrates . . bliver (ikke) forkleinet ved min Opfattelse. Kierk. XIII.290. Der er Intet i det Ydre, der tyder paa “Bonden” . . Det kan nok være, at dette just ikke hæver ham i hans Standsfællers Øjne, men forklejnende for Manden kan det jo aldrig være. HWulff.Den da.Rigsdag.(1882).14. Nans.M.95. (1923: gldgs., bevares i talespr.).    Det kan jeg vel nok mene uden at forklejne nogen. Replikker.(1945).23. LollO. jeg vil ikke forklejne hans indsats. NDO.   

Forklejner, en.
(ældre spr.). vAph.(1764). en nidsk Forkleiner af store Mænds Fortjenester. Grundtv.Snorre.I.xlvii.