Flig, en, (sj.) et (JapSteenstr.F.2). [fli^?ɋ] flíg. Høysg.AG.136. flt. -e, † -er (5Mos.22. 12(Chr.VI). Ez.16.8(Chr.VI). Hallager. 223). (ænyd. d. s., sv. flik, oldn. flík; maaske egl.: afrevet stykke olgn. (jf. flige, Flæsk))  1) (næsten kun  og dial. (Esp.426. Feilb. Thorsen.58)) udløbende (smal, tilspidsende) del af noget, især af noget blødt ell. (løst) nedhængende; snip ell. hjørne af klædningsstykke olgn. David stod op og afskar hemmelig en Flig af Kappen, som Saul havde paa. 1Sam.24.5. Fligene paa (amagernes) Hatte opfæstes ey, men henge flade og krummes lidet op ad. EPont.Atlas. II.218. *I svøbe en Flig af Dannebrog | Omkring min snevre Køie. Winth.IV.21. *(knoppens) smalle Flige alt skilte sig ad. Ploug.I.187. Han førte hendes Haand med en Flig af Lagenet til sine Øjne. JPJac. II.255. *(med) Blomster og Frugt i sit Klædebons Flige. Jørg.D.23. Flig paa et Splitfag. Scheller.MarO.     billedl. *Indhyl med Kjærlighedens Flig | Min Armods Dødningklæde! Ing.RSE.VII.125. især i udtr. som  løfte ell. lette en flig af det slør, der skjuler noget, (begynde at) faa ell. meddele oplysning om. Selv vovede man kun sjældent at løfte en Flig af det Forhæng, der skjulte Samtiden for ens Blik. Brandes.III.382. TroelsL.VII.14.     (, l. br.) overf.: smule; ringe del. ikke en Flig af hendes Karakter var ham ubekendt. Vollquartz.P.101. 2) fagl. anv. af bet. 1.     2.1) (bot.) den (især smalle, spidse) del af et fliget blad, som springer frem ml. indskæringerne. Drejer.BotTerm.33. Warm.Bot.695.    2.2) (bygn.) i en hvælving: kappernes nedre, spidse parti fra hvælvingens fodpunkt op imod toppen af skjold- og gjordbuer; i kuppelkonstruktioner over kvadrat: de tilsvarende partier ml. den egl. kuppel og de bærende buer. Gnudtzm.Husb.55.    2.3) (maaske egl. et andet ord, jf. sv. (ankar)fly, no. dial. (ankar)fli, besl. m. Flen, jf. oldn. akkerisfleinn)  d. s. s. Ankerflig 1. Hallager.223. Drachm.SH.18. Scheller.MarO.   (ur.) d. s. s. Ankerflig 2. OpfB.³IV1.237.   ( se ogs. u. bet. 1 ndf.).   1 det er ganske simpelt (: at se solopgangen) ; lad blot fligen av Deres telt stå åben, så vækker solen Dem selv. Jesp.Levned.140.    billedl. *(jeg) stryger ømt dit (: den blå anemones) Silkeflor, | en Flig af Naadens Trone. KMunk.VIII.288.   løfte en flig af sløret olgn. Hauch.(se u. II. Slør 3 ). Kun sjælden løftes i (Ny Testamente) Fliget her (: angående tilstanden mellem døden og dommen). JPBang.TL.III.270.    overf.: en smule. Det var Rud. Schmidts Skæbne, at han .. i den Flig af Sandheden, han havde faaet fat, mente at have den hele. VilhAnd.Litt.IV.93.    (bibl.) i udtr. jordens flige, jordens (yderste) kanter. hører .. Bulderet, der udgaaer af hans Mund. Han lader det fare ud under al Himmelen, og sit Lys over Jordens Flige (Chr.VI: vinger; 1931: Ender). Job.37.3(1871).   2 fagl. anv. af bet. 1. 2.1 (bot.). (jf. Fodflig S ).    2.4 (anat., zool.) om bevægelig organdel; i ssgr. se Læbe-, Mund-, Næse-, Tygge-, Øreflig.    2.5 i andre fagl., spec. tekn. anv.; i ssgr. se Sikrings-, Skaft-, Spindel-, Styreflig. om hver af de to dele (flanger) i vinkeljern: TeknLeks.II.495.   

Flig-, i ssgr. [ˈfli(·)ɋ-] af Flig, især i bet. 1.

flige, v. -ede. (til Flig; m. h. t. bet. 1 jf. no. dial. flika, skære skiver af kød olgn., flika, afskaaren skive, færøsk flika, knivsnit) 1) (dial.) skære; flense. (ved maaltidet) fligede de løs af (gaasen) med deres Foldeknive. Halleby.37. 2) (sj.) til Flig 1. Gule Slimklumper fligede sig (dvs.: antog ell. havde fliget form) som Gopler i Vandet. Kidde.Denanden.(1909). 138.