Epilog, en. [epiˈlo^?ɋ] (sj. m. lat. form: Epilogus. Meyer.). flt. -er. (fra lat. epilogus ell. gr. epí-logos, eftertale; æstet. ell. teat.) slutningstale ell. -ord (paa vers ell. prosa), der afslutter et digt ell. (især) et skuespil, ofte som forklaring paa dets indhold (mods. Prolog). Epilogue til Kierlighed uden Strømper.Wess.63. Oehl.A.367. Epilog ved en Tragoedies Opførelse. Blich.(1920).VII. 83. Sal.²VII.374.    (sj.) om den skuespiller, der fremsiger epilogen efter et skuespil. Meyer. om skuespiller. Foran Mellemtæppet fremkommer Prologus og Epilogus. Nystrøm.KO.201.