Døds-suk, et. (ogs. Død-: Schand.SD.216). en døendes sidste suk ell. udaanding (jf. Dødsenssuk). VSO. *Paa Dødens Træ han naglet hænger . . | Hans Dødssuk Verden gjennemtrænger. Ing.R SE.VII.79. (en lyd, der) halvt lignede et Skrig, halvt et Dødssuk. Hauch.VII.330.   overf. *Dødssukket af vor Rest af Ære, | Vor sunde Tænknings sidste Sums | I Facit deficite Rester. Hrz.D.III.37. *Helleneraanden, | i sit Dødsuk endnu skjøn og stor. Schand.SD.216. (jf. Afskedssuk S ).