Brand-folk, pl. ell. † et. (nu l. br.; jf. -mand) mandskab, der udfører slukning af ildebrand. brandfolket . . udgiør fast ligesaa mange, som alle 12. compagnier (af borgermilitsen).Holb.DNB.530. Sørgeligt er det jo, naar Brandfolket siger: her har Ilden seiret.Kierk.VIII.416.   Brandfolkene bør have farvede Briller paa Næsen.PAHeib.US.566. Bredahl.III.54. Esm. III.21. (nu l.br., læs: i 20.årh. især talespr.). Forordn.23/7 1689.(Kalk.V.133). D&H.