Afmagt, en. [ˈaumagd] flt. (sj.) -er (OeconH.(1784).III.27. EChristians.Hj. 481). (ænyd. amagt, afmagt, laant fra mnt. amacht, jf. oht. amaht, af oht. a-, nægtende forstavelse “u-”. Jf. afmægtig) 1) mangel paa kraft ell. kræfter.     1.1) (sj.) i al alm.: mangel paa kraft; (sygelig) kraftløshed; svækkelse. (kongen) faldt i afmagt (1871: faldt i en Sygdom) af den sorrig. 1Makk.6.8(Chr.VI). 2Makk.3.24. (jeg har) længe følt, hvor vanskeligt det . . er, med Smerte og Afmagt i alle Lemmer at være heldig Digter. Ew.VIII.181.   jf. 1.2: *Af Afmagt kunde hun ey staa men maatte falde. Holb.Paars.47. sa.Usynl.II.1.     1.2) kortere bevidstløshed; besvimelse. Oecon H.(1784).III.27. Afmagtens højeste Grad er den saakaldte Skindød. Panum.58. ofte maatte hun ligge hele Uger til Sengs for stærke Afmagter, der begyndte under heftig Angst og endte med dødelig Mathed. EChristians.Hj.481. jf.: Angest er en qvindelig Afmagt, i hvilken Friheden daaner. Kierk.IV.331.   især: falde i afmagt (jf. under 1.1), besvime. Moth.M16. Min Svigerinde faldt med et Skrig i Afmagt. Gylb. II.19.   (sj.). *nærmes Timen, | Da Kirken skal forene vore Hænder, | Befinder jeg mig ilde, faaer en Afmagt. Heib.Poet. III.441.  2) (ikke ænyd.). mangel paa magt; mangel paa evne til at udrette noget; magtesløshed; svaghed. man merker af utallige Exempler, at Villie og Afmagt, Uvillie og Dygtighed gemeenligen boe sammen. Holb.MTkr.120. *Vores Magt er idel Afmagt. Brors.234. *Danmarks Afmagt, Danmarks Skam og Spot, | Voxte jo fra dine Dage. Grundtv.PS.VII.14. o, Hykleriets Afmagt til at skjule sig, I ere gennemskuede. Kierk.XIV.149. (Fr.VI) virkede for at bryde de Lænker, der holdt Bondestanden i Afmagt. Ørst.II.79. Det kogte i mig af Forbitrelse og fortvivlende Følelse af Afmagt lige over for den gyselige Brutalitet. Schand.O.I.66.   om svag viljekraft: De forgude den slappe Villie, fordi deres egen Afmagt i den ikke finder nogen ubekvem Modstand. PMøll.I.295.    om impotens (jf. afmægtig 2 slutn.). Midler, der kunde fremkalde kønslig Afmagt hos Lord Essex. Brandes.IX.23. (i ældre spr. ogs. Omagt. PEdvFriis.S.259). (jf. Vanmagt ).   1.1 (sygelig) kraftløshed. billedl.: *Natten blaaner blegt, sin Afmagt nær. FriisMøll.Digte.(1948).16.   1.2 kortere bevidstløshed. Men da Smith .. var begyndt at tale om “Forbindelse mellem ansete Slægter”, havde Fru van Reuter været en Afmagt nær. JacPaludan.MM.145.   2 magtesløshed; svaghed. et ondt Memento om Forgængelighed og om Livets Afmagt til at trodse dets givne Love. ERode.MM.61.