Afart, en. [ˈauˌa^?rd] flt. -er. (efter ty. abart; < VSO.1793) underafdeling af en art ell. mere omfattende gruppe. (især naturhist.:) ofte er det meget vanskeligt at bestemme, naar (planter) bør kaldes Afarter, eller virkelige forskiellige Arter. Hornemann.OP.77. Bentz.Stg.97. paa Færøerne . . forekommer en hvidplettet Afart (af ravnen). BMøll.DyL.II.138. jf.: En ofte forekommende Afart (af den polske mandstype) er den svære, barnligt aabne Landadelsmand. Brandes.X.54.   (uegl.) om menneskers frembringelser ell. følelser m. m. I alle Digtekunstens Afarter har (Hauch) forsøgt sig. Brandes.I.399. II.121. III.42. 368. hun (blev) tavs, kold og tilbageholdende imod ham. Men var dette Skinsyge, blot den fjerneste Afart deraf. Tops. II.137.    (l. br.) om art af ringere værdi. Læredigtet, forstaaet paa denne Maade, . . hører (ikke) til de poetiske Afarter, men . . betegner Poesiens høieste Udvikling. Heib.Pros.I.421. om art af ringere værdi. (jf. Vanart 2 ). Trykte Rygter er en Afart. Blækspr.1940.38.