aflejre, v. [ˈauˌlai'rə] -ede. vbs. -ing (s. d.). (< VSO.1793; efter ty. ablagern, jf. aflagre; især naturv.) afsætte i lag. MO. Sandet, Bølgerne havde bragt op . . og afleiret paa Kysten. Tolderl.F.III.186. disse formentlig naturlig afleirede Lag af Østers og andre Skaldyr. SophMüll.VO.9. Dels aflejres Næringsforraad (i planterne), dels alskens Biprodukter og Affaldsstoffer fra Stofskiftet. HavebrL.²15.    (overf.) de gjemte og foreløbig glemte Indtryk, som har aflejret sig i ens Minde, vækkes stundom til Live brat og uforudset. Schand. VV.67. JakKnu.GP.157. de historisk aflejrede Stilarter. Blaum.Sk.122.