II. antik, adj. [anˈtig] (fra fr. antique, af lat. antiquus, gammel(dags), afl. af ante, før (se ante-); jf. Antikva)  1) tilhørende ell. ejendommelig for en ældre tid; gammel; ogs.: holdt i gammel stil; gammeldags. Moth.Conv.A148. deres Majestæters Gemaker med kunstig Malning og Antiqve, men meget kostbare Meubler. EPont. Atlas.II.166. Man mærkede snart, at han, uagtet den antike Dragt, var ganske hjemme i den nyere Tids . . Aands- og Stats-Omvæltninger. Blich.III.540. HCAnd. II.79. en højrygget antik Stol. Rosenkrantz. RH.167. Det ældste Tysk har et antikt Præg. Sal.XVII.866. 2) (< vAph.(1764).) tilhørende ell. ejendommelig for den græskromerske oldtid; ogs.: holdt i denne tids. stil. en antike Büste af Alexander den Store. FrSneed.I.526. I Baldur hin Gode brugte jeg alle græske Former; og det lod til, at den antike Rhythmus ret naturligt forbandt sig med de gamle nordiske Myther. Oehl.Er.II.114. *Utroskab er antik: Da Helena sig jamred | Og ei godvillig vilde følge Paris, | Trak Venus hende selv til Sovekamret. Aarestr.359. Hendes Profil var antik. Brandes.VI.83. den antikke Kultur. Tilsk.1907.861.   det antikke, (sj.) d. s. s. I. Antik 1. POBrøndst. RG.I.23. (i ældre spr. ogs. antike).   1 en ting er antik, når den er fremstillet før 1840, altså før industrialiseringen vinder frem i Europa. AntikvitetsO.(1974).11. antik bronze, se Antikbronze S. antik rust, se I. Rust 1.1. antik tryk, se Antiktryk S.