Applaus, en. [aˈpl̥ωu's; ogs. aˈpl̥å] († m. lat. form (og bøjning: Applausus. Holb.Anh.4^v. Tode.S.¹118). (fra lat. applausus, vbs. til applaudere) bifaldstilkendegivelse (nu især:) ved haandklap. Holb.Ep.III.28. denne Sentents opvækkede altid det mest lydelige Bifald og støjende Applaus af Tilskuerne. PAHeib.US.498. Da Bødlen behændigt slog hans Hoved af, belønnedes denne med almindelig Applaus fra Folkeskaren. Brandes.Volt.II.395. der gaaer saa første Elsker alene . . og nynner paa det Sted i Duetten, hvor de pleiede at tage den store Applaus. Gjel.GD.9.