Begrædelse, en. flt. -r. (ænyd. d. s.; nu især iron. ell. foragt. (jf. Begrædelighed)) vbs. til begræde; klage; jammer. Eders høytider skal omvendes til sorg, og alle eders glædskaber til begrædelse (1871: Klagemaal). Tob.2.6(Chr.VI). Mit barn! . . begynd begrædelse (1871: Sørgesang), som dig vare skeete svare ting. Sir.38.15 (Chr.VI). (han vilde ikke) høre paa hendes Bønner og Begrædelser. JPJac.I.228.   titel paa skrift i Gamle Testamente: Begrædelsers Bog (Klagesange), i alm. kaldt Jeremias' begrædelse ell. begrædelsesbog. heraf talem. † læse Jeremiæ (Jeremias') begrædelse, (hengive sig til) klage, jamren (jf. Jeremiade). Moth.G289. VSO.