besvogre, v. [beˈsvå^?ɋrə; -ˈsvωɋ'rə] -ede. vbs. -else (VSO. MO.) ell. -ing (Saaby.⁷). (ænyd. (part.) besvogret; efter ty. beschwägern) 1) (nu sj.) refl. besvogre sig (sjældnere besvogres. Holb.Hh.I.14. Ing. EF.II.187), næsten kun om forhold ml. mænd: komme i svogerskab med en anden (som svigersøn, svoger ell. svigerfader); blive besvogret med. Salomo besvogrede sig med Pharao . . og tog Pharaos Datter.1Kg.3.1. besvoure sig sammen.Moth.S977. (han lod sig) overtale at . . besvogre sig med det Bayerske Huuß.Holb.Anh.97. Jeg kunde jo bringe mit Huus i Ulykke med at besvogre mig med (dvs.: give min datter til) en Person, der opvækker sig en Fiende efter en anden.sa.LSk.I.3. Det er s'gu dog bedre (for jøderne) at besvogres lidt med de Christne, end have dem til Uvenner.Ing. EF.II.187. MO. D&H.   (sj.) overf.: træde i nærmere forbindelse (med). *det var klogere, | Om jeg . . | Forsøgte paa, mig at besvogere | Med Eders literaire Maanedsskrift.Hrz.D.III.46. 2) part. besvogret brugt som adj. især om en mand: som staar i familieforbindelse med (nogen) gennem ægteskab. Om nogen, som ere hin anden i andet Leed, eller andet og tredie Leed . . beslegtede, eller i samme Leede besvogrede . . avle Børn (sammen).DL.6–13–13. Holb.Paars.118. den Paastand, at Ingeborg skulde være hendes (dvs.: sin) Gemal besvogret i forbudne Grader.Engelst.Phil.21. Oehl.T.170. Slægtninge eller Besvogrede i op- og nedstigende Linie.Goos.I.176. jf.: Er vi (dvs.: Danmark) ikke besvogret med Verdens mægtigste Lande (dvs.: gennem kongehuset).Drachm.HI.153.    (sj.) overf. der er intet Videnskab, som jo er besvogret med andre.Holb.Ep.IV.156. jf.VSO.2 part. besvogret brugt som adj. overf. (jf. beslægtet 2 ). alle de øvrige enten af Skiørbugen nedstammende eller med den samme, (sit venia verbo) (: med forlov at sige) nær Besvogrede Tilfælde. Garboe.LH.35.