I. Bi-sætning, en. [II. 2] 1) (log., l. br.) I en bestemt Undersøgelse foresætter man sig at bevise sin Hovedsætning, men ikke alle de Bisætninger, der optages i Undersøgelsens Gang. Heib.Pros.X.139.  2) (gram.; mods. Hovedsætning olgn.) sætning, der (i reglen ved et indledende ord) er underordnet en anden. Madv.SU.5. Mikkels.SproglS.111.2 (jf. Ledsætning S ). ældre o.a.: [Høysg.]Den regelrette Brug af Conjunctionerne quod og ut.(1771).4. denne Sprogets Forfiner, der nylig var død under Udarbejdelsen af en Eftersætning (ofte gengivet som Bisætning). Pont.LP.2 I.162(jf. u. I. Adjektiv S ).