blid-gøre, v. [-ˌgö^?rə] (glda. blid(e)-giøre)  1) [1.1] (nu l. br.) omdanne ell. omstemme til mildhed; formilde. CKMolb. Dante.III.52. (hun) kunde have blidgjort dette kolde . . Hjerte.HFEw.E.58. 2) [1.5] gøre (noget) mildt ell. behageligt. *Kierlighed . . blidgiør mine sidste Dage.Jacobi.Skr.182. Rein.ND.93. at blidgjøre Oldingen hans Livs Aften.HNClaus.Ref.80. BlochSuhr.ÆS. VI.214. 1 formilde. At Winther ikke med Tiden blev blidgjort i sine Følelser over for Wilster, fremgaaer af hans Ytringer i et Brev. NBøgh.CW.II.355. Billedet har ingen blidgørende Indflydelse paa hende. ERode.MM.28.