bort-falde, v. [II.2] [-ˌfal'ə] jf. -fald. (glda. d. s. (Rimkr.); i talespr. oftest: falde bort) gaa tabt; blive til intet. (altid m. abstr. subj.). *Er ej dit Lys i Hjærtets Hus, | Da maa al Trøst bortfalde.SalmHus. 679.2. Grønland havde i de ældre Tider . . dreven Handel med (Norge). Hen i Tiden var Handelen bortfalden.Mall.SgH. 251. hvor denne Kundskab har Sted, bortfalder den barnagtige Tanke, at ville sætte Guds Bolig et Sted paa hiin Side af Himmellysene.Horreb.II.379. det er lettere, at Himmelen og Jorden forgaae, end at een Tøddel af Loven bortfalder (Chr. VI: henfalder).Luc.16.17. Kærligheden bortfalder (1819: affalder) aldrig.1Cor.13. 8(1907).   nu især: ikke komme i betragtning mere; miste sin gyldighed. naar man vil tænke lidt dybere i Sagen, bortfalder . . denne Indvending.Tullin.III.302. alle Fordringer fra Hertugernes Side skulde bortfalde.Ing.KE.II.3. Udstedernes Forpligtelse er bortfalden.EMøller.Forudsætninger.(1894).81. sagen bortfalder (dvs.: man opgiver at forfølge den videre) ┆  (jf. falde bort / II. bort 1.3; ældre spr.) dø. Faarcreaturerne er af en sær Svaghed .. død og bortfalden. Cit.1735.(JySaml.4R.III.262). en farlig Qvægsyge .. hvoraf ikke alene Horn-Qvæget men endog Hestene bortfalde. KbhAftenp.1774.290.