II. brad, adj. [bra^?ð] (æda. (intk.) brat, oldn. bráðr, jf. II. braa og bradelig; besl. m. eng. breath, aande, pust, og ty. brodem, damp; grundbet.: dampende, hed, jf. no. brennhast   gennem intk. og adv. bra(d)t er ordet i nyere tid faldet sammen m. brat,   foræld.; jf. Esp. 35) som sker pludselig og uventet; hurtig; snar. *brad var hans Helsot.Ew.V.224. den brade Overgang: umiddelbart at søge ud paa Landet som Landsbypræst.Kierk.XIII.570. En brad Standsning i Handelen medførte de største Handelshuses Fald.Sech.D.I.596.   især i forb. m. Død (jf. Braddød): (dyret) døer af brad Død, Lungesoet, Blodsoet, Alder. DL.5–8–10. jeg (er) ikke eenig med dem, der ansee en hastig og brad Død, som Guds Straf.Holb.Ep.II.403. Formanden fik en brad Død, og Følge-Svendene en . . langsom Tæring.Grundtv.Saxo.III.33. Blich. IV.408. Kierk.V.244.   som adv. *Da hævedes Bølgen, og Vandet foer | Saa bradt afsted. Ew.V.161. *han spænder sin Bue saa brad | Og skyder en Hjort med II.Blich.D.II.164. (en bliver) bradt forfærdet.JPJac.I.111.   (sj.) om personer: *De vendte sig fuld brade, | Og Jesus for dem stod.Grundtv. SS.III.227.