† bønke, v. -ede. vbs. -else (Moth.B113). (ænyd. bynke, glda. d. s. (Kalk.V.157), sv. (dial.) bönka; afl. af Bøn) bede indstændigt; trygle. Hand indflyer med bynken og klynken til eders hielp og barmhiertighed. Moth.B113. *Jeg maa jo byncke, bede, taae (dvs.: tigge), | Hvor jeg har ey at byde. Sort.Poet.8. (korstegn, læs: sj. i 20.årh.). *Rydning af Borge som Boder, | Mens Folkene klynke og bynke. Friis-Møll.Ind.60.