dandinere, v. (ogs. (ved paavirkning af Dandy) dandynere). -ede. (fra fr. dandiner, slingre, dingle; afl. af fr. † dandin, dindan, ding-dang (om lyden af en klokke); nu næppe br., jf. Dania.III.63) d. s. s. dandere 1. På Vejen (kom en) Herre dandynerende imod os.AWilde.RejseliviEuropa. (1894).24. Meyer. ældre: Dandinere. At stille sig an som en Tosse, bære sig klodset ad; have en skjødesløs Gang, slæntre fra den ene Side til den Anden. JNHøst.(1837). jf. dandinisere , gjøre fjantede Gebærder, slænge, slingre med Armene. Meyer.1 (1837).