Deje, en. [ˈdaiə] flt. -r. (æda. deyæ, oldn. deigja, af I. Dej, egl.: den der ælter dejen (til bagning); jf. no. budeie, malkepige, eng. day(-woman), malkepige, mejerske, dairy, mejeri; se LJac.KvM.208; foræld. og dial.) 1) (overordnet) tjenestepige; husholderske. Terner, Dejer og Fadebuurspiger fra de nærmeste Herreborge.Ing.KE.II.94. (hun tilbød mig) at vorde hendes Deie paa Eders Gaard.HFEw.NB.II.104. I Kjælder og Bryggers tumlede Kjældermesteren med sine Svende, i Stegerset Dejen med sine Terner.HFox. Kongsbrydens Fostersøn.(1878).208.   pige, som gør grovere arbejde. Moth.D52. nu kun (dial. og foræld.) i ssgr. som Mælke-, Rededeje. 2) præstens husholderske i den katolske tid (der ofte beskyldtes for at være hans elskerinde; jf. Præste-, Munkedeje); ogs. (nu kun dial.) i alm.: løsagtig kvinde; frille; elskerinde. Byggvers kone . . den styggeste deje, der findes blandt Asernes sønner.NMPet.Myth.336. den lystige Landsbypræst (dvs.: i et skuespil) . . med Ledsagelse af sin “Deje”.VVed.(NatTid.²³/₅1913. Aft.1. sp.5). Feilb. jf.: *denne trættekære Hofmandsdeje.Drachm.DJ.I.413.   3 (især dial. ell. ældre spr.) som 2. led i nedsæt. kvindebetegnelser. se Mukke-, Sebe-(sp.901,20) , Sjokke-, Skrabe-, Skrubbe-, Sokkedeje.