Diagonal, en. [diagoˈna^?l] († Diagonalis. Sylvius.Geom.20). flt. -er. (lat. diagonalis, til gr. diagṓnios, af diá, gennem, og gōnía, vinkel, besl. m. góny, knæ; mat.) ret linie, der forbinder to af en mangekants (ell. mangeflades) vinkel- (ell. hjørne-) spidser, der ikke er endepunkter af samme side (ell. sideflade). vAph.(1759). Sal.²VI. 100. jf.: den stærkeste Effekt og dens Afbalancering falder i samme Diagonallinje.KMads.BR.82. (ældre spr. Diagonalis. Diagonale. Meyer.1 (1837). Diagonal-Linie el. Diagonal(e). smst.6 (1884)).    (jf. Tværlinie 1 ).    (fagl.) om skråt forløbende stænger, tråde, mønsterdele osv. Diagonaler kaldes de Kvadrater, som løbe skraat paa Brædtet. OASchou.Skak-Haandbog.(1882).13. Diagonaler kaldes alle ikke lodret staaende Udfyldningsstænger i en Gitterbjælke, i Modsætning til Vertikaler. Sal.V.201. Diagonalerne i en Kiper giver Bindingen dens Karakter. Textilbogen.(1944-46).86(jf. II. Diagonal S ).