Dialog, en. [diaˈlo^?ɋ] flt. -er. (af gr. diá-logos, samtale; jf. Monolog) samtale mellem to (ell. flere) personer. Moth.Conv.D 36. Taleren maae vel vogte sig, at hans Tale . . ikke udarter i lutter Spørgsmaal og Svar. Den bliver da meere en Dialogue end en sammenhængende Tale.Basth.GT. 159. Jeg skal ikke indlade mig paa at levere noget Referat af Dialogen derinde (dvs.: en samtale mellem to unge piger).Bøgh. JT.43.   (æstet.) om samtalen som litterær kunstform, især i dramatisk digtning, mods. Monolog. Dialogen gaaer . . frem, uden at afbrydes ved de stumme Handlinger. Heib.Poet.II.13. den uendelige Ro, hvormed i Nattens Stilhed Ideen lydløst, helligt sagte og dog saa mægtigt udfolder sig i Dialogens Rhythmus (hos Platon). Kierk.XIII.123.   et litterært værk i samtaleform. Platos . . Dialoger.Kierk.XIII.127. jf.: Der er Øjeblikke, hvor Tidens Litteratur uvilkaarligt former sig, som en Dialog, i hvilken Svarene krydser hverandre, Løsning staar overfor Løsning.Har Niels.ML.192. (efter eng. dialogue ) i videre anv.: meningsudveksling; debat. Dialog. tidsskr.titel.1950ff. det er da opmuntrende, at der saaledes ogsaa i Dag kan komme en nyttig Dialog i Stand mellem Videnskabsmænd og Lægmænd. MartinAHans.(Menn.i tiden.VIII.(1952).7). En aktiv og engageret dialog er et af maalene for det ny tidsskrift. Heretica.1953.565. NyeOrd1955-75.