Djævleri, et. [djæuləˈri^?] flt. -er. 1) (vbs. til djævle (2); nu sj.) kævl; klammeri. Hvo kan udholde at høre paa sligt Diævleri.VSO. 2) (afl. af Djævel 1 ell. 2; jf. sv. djävleri, fr. diablerie; sj.; især spøg.) handling, væsen, ytring osv., som er udtryk for et djævelsk sindelag ell. (især) for et fra det almindelige og jævnt menneskelige afvigende sindelag (digterisk gemyt, lunefuldhed, drillende forargelyst olgn.); djævlevæsen. *Jeg troed en Gang paa Genier | og den Slags Djævlerier.SophClauss.D.19. *før vi ved af det, er det forbi, | alt Livets livsalige Djævleri.smst.175.    fremstilling af djævelens liv, livet i helvede olgn. (man) maa gjøre Vold paa al kritisk Følelse, for ikke at finde Djævlerierne komiske og Englerierne bedrøvelige.Bøgh.DD.1867.2.