I. Døje, en, et. [ˈdωiə] uden flt. (dannet til II. døje efter Møje; især dial.)  vanskelighed ell. ubehagelighed, som man maa gennemgaa; besvær; møje. At hente (strandingsgodset) med øg og vogn er der så meget døje ved. CMKvolsgaard.Fiskerliv i Vesterhanherred.(1886).20. kun under megen Døje og Smerte og med største Besvær vandt (han) Resten af Vejen frem. Sundhedskoll.Forhandlinger1900.(1902).194. Det bærer opad at danse med hende – bort fra Kulden! Al Døje glemmes i hendes Favn. AndNx.PE.III.249. især i forb. m. præp. med. 1. jf. II. døje 3.1: nu fik man . . sit døje med ham. Hjortø.TV.7. Feilb.   2. jf. II. døje 3.2: han har haft noget Døje med at faa Herredsfogden til at gaa ind paa en ny Anstand igjen nu i April. JakKnu.S.181. efter megen Møje og Døje oprettedes en Signalstation i Skagen. Cit.1905.(AarbVends.1945.13).    i forb. m. præp. med. 2. Arbejderne havde deres Døje med at faa Tiden til at gaa. Kirk.NT.33. Svend Trøst .. har Døje med at faa sin elskede Agnete. BilleskovJ.DD.III.229.