efter-læse, v. [-ˌlæ^?sə] 1) [13] (, nu l. br.) læse (nøje) igennem (især for at finde noget, for at overbevise sig om rigtigheden af noget olgn.); undersøge ell. (prøve at) finde ved læsning. Hans Artikel i Bayle fortiener at efterlæses. Reenb.I.212. Engelst.Nat.196. Man efterlæse Hegels Fremstilling af disse Skolers Principer Pag. 127 og 28. Kierk.XIII.296. Historien om Androcles, der kan efterlæses (dvs.: findes) i Raffs og Smiths . . naturhistoriske Værker. Schack.194. Heine haaner sine egne ædlere Ytringer, Paludan-Müller Adam Homos . . man efterlæse som Eksempel Adams Ankomst til Claras Gaard. Brandes. II.165. Han granskede Kirkefædrenes Meninger, han efterlæste nyere Teologers Udtalelser (om djævlebesværgelse). TroelsL. VIII.132. 2) [16] † eftersige (en edsformular olgn., som læses for en); gentage. Rigets Raad . . efterlæste den Eed, som Hoff-Cantzelern dennem foresagde. Holb.DH. III.44.