ekspedit, adj. [ægsbeˈdid] (af lat. expeditus, egl. perf. part. af expedire, se ekspedere) som udfører noget hurtigt og med dygtighed (øvelse); nu især: som udfører et hverv, efterkommer en anmodning olgn. hurtigt og forretningsmæssigt; ogs. om handling, forretningsgang olgn. Moth.Conv.E30. Fanden kand icke begribe, hvordan et Menniske kand tale saa expedit. Holb. Kandst.V.2. Blich.IV.246. min Broder sender mig de forlangte Vexler. (det) vil næppe vare længe . . han er en meget expedit Mand. Brøchner.Br.33. Blev angrebet Klokken fire og døde Klokken syv; det kan man kalde prompte og expedit Aflevering. Bergs.PP.81. expedit Betjening. JakKnu.A.12. jf.: Jeres Bondestand (begyndte) med forbavsende Ekspedithed . . at lave Smør og udføre Æg. Brandes. F.44.