I. Figen, en, † et (vAph.Nath.II.324. jf.: en Kjøbenhavner, ligesom andre indfødde Danske, siger en figen og ikke et figen. Høysg.AG.33). [ˈfi·ɋ(ə)n] smst.142. (dagl.:) [ˈfi·nə] Festskr.VilhThoms.29. flt. fig(e)ner ell. (nu især  og som arts- ell. massenavn) d. s. (Højs.2.13. SMich.HB. 132). (æda. fikæ(n) (Harp.Kr.301. AM.; i bet. 2; i ænyd. ogs. bet. 1), sv. fikon, oldn. fík(j)a; fra mlat. ficus, paavirket af mnt. vigen (flt. og i ssgr. af vige); jf. ty. feige, eng. fig)  1)  (især bot.) slægt af morbærfamilien, Ficus L.; figentræ. Moth.F152. *Thi er om Vaaren os Sommer nær, | Naar Bøg, som Figen og alle Træ'r | De knoppes og udspringe. Grundtv.SS.I.689. Cypresser og Figen skyde frem mellem Viinløvet, det er et heelt Stykke af Italien. HCAnd.XII.159. Den almindelige Figen kan sættes som Espalier ved en Muur, men maa da om Vinteren dækkes godt. Schaldem.HB.I.359. Warm.Frøpl.183.   2) frugten af figentræ. Figentræet haver udskudt sine smaa Figen, og Viinstokkene staae i Blomster og dufte. Højs.2.13. hvert Træ kiendes paa sin egen Frugt; thi man sanker ikke Figen (1907: Figener) af Torne, man plukker og ikke Viindruer af Tornebuske. Luc.6.44. Democritus havde engang paa sit Bord nogle Figener, som smagede af Honning.Holb.Ep.II.257. *(han) plukker ved den skiønne Strand | En Mængde Figen. Oehl.F.13. Juletræet . . blev behængt med Figener og Appelsiner. Hauch.MfU.277. Mandler og Figen bleve næsten det Eneste, jeg ret nød. HCAnd. XII.164. *Jeg gaaer til en Urtebod, | Naar Du lydig er og god, | Figner jeg da hjem Dig bringer.Bastian.Nr.7.1. SMich.HB.132.   indisk († indiansk. HaveD.(1762).237) figen, frugten af figenkaktus. Sal.XIII. 931. 3) † (med.) d. s. s. Figenbyld. VSO.1 figentræ. (jf. Ficus S ).   2 (jf. bl.a. Adams-, Kaktus-, Konfekt-, Krans-, Æselsfigen ). ægyptisk figen, se ægyptisk 3.    i betegnelser for andre frugter ell. plantedele. se Jord-, Paradis-, Søfigen.