II. fjante, v. [ˈfjandə] († fante. Moth.F58). -ede; vbs. jf. I. Fjant, Fjanteri. (til I. Fjante; jf. dog ænyd. fjante, rave, jy. fante, gribe (usikkert) efter noget, samt fanse; dagl.) 1) opføre sig ell. tale uden alvor ell. besindighed.   om adfærd i alm. *hand fast nu at fiante, | Begyndte, og til Abespill | Løb kraaget om som Gante. Cit.ca.1700.(GkS 799.102). See! hvor han gaaer og fianter for sig. VSO. efterfulgt af trykstærkt adv.: Hun fjanter om og skaber sig! HCAnd.VIII.10. Stuepigen fjanter omkring, Gud ved hvor. Rode.Dg.167.   om tale. han fjanter ikke i almindelig Tale om Ungdom som Dødens Bytte. Kierk.V.245. Drachm.UD.258.   spec. (l. br.) om letfærdig tale ell. omgang. Det kan nok ikke nytte at fjante i Halmen, Jens. Vi maa passe, hvad vi har, ellers jager Herskabet os af Gaarden. PRMøll. DS.13. (sj.) dep.: hun (havde) fjantedes en Smule med ham. Ipsen.Fortællinger.(1889). 60. 2) (dial.) upers.: det fjanter for en, det slaar fejl for en. Feilb.