flyg, adj. [flyg] (sj. flygge. NMøll.Shak. 105). flt. og best. f. -ge. (ænyd. d. s.; fra nt. flügg(e), hty. flügge; afl. af ty. flug (se Flug); jf. flygges samt eng. fledge, gøre, blive flyvedygtig; nu sj.   et besl. nordisk ord m. sa. bet. er fløj (jf. flt. fløge ndf.?): Fløig. Moth.F255. jf. ænyd. ufløyg (Kalk. IV.606. sml. fløgt, fløyd, ufløgget. smst.I. 575.IV.606.V.259), no. dial. fløy, rask og driftig (fløygd, flyvefærdig), oldn. fleygr, flyvefærdig)  om fugleunger: som kan begynde at flyve; flyvefærdig. Moth.F249. een Unge kand være flyg, en anden pindet, den sidste beldet ell. skaldet. OecMag.VII. 371. NaturensV.1912.31. Feilb. u. fløg (fra Angel). saa maa jo Vildællingerne være fløge! Markman.S.142. (flygge. flygs (? se ndf.)).   1 flyvefærdig. (ældre spr.) forsynet med vinger; flyvedygtig. (der gives) saavel iblant Hunner som Hanner af dette (insekt) .. flygse Personer (individua) og de som ikke have Vinger. LTid.1746.143.    2 (jf. no. dial. fløy(g) (NorskO. ); sj.) rask; flink. Du er nok saa flyg, Eiler, at følge hende et Stykke paa Vej. Lunde.Midsommerbarnet.(1898).103.