III. Flække, en. [ˈflægə] (sj. Flæk. ForstO. jf. u. bet. 1 slutn.). flt. -r. (ænyd. glda. d. s. (i bet. 1), no. flekkja (i bet. 2); af IV. flække) 1) (især dial.) sprække; (mindre) revne (især i træ). Moth.F214. en Kugle af stærkt Træe (der) maae være frie for Flekker og Ridser. MR.1810.441. ForstO.19. Feilb. Esp.78. om snitsaar olgn. (flænge): OrdbS.(Møn). jf.: *(den spedalskes) Mund er kun en Flække, | hans Næse er et Hul. HSeedorf.HV.55.    (især politi-spr., i signalementer) om en nedtrykt fordybning ell. rende i (længderetningen af) en hattepuld (jf. Flække-hat, -hue og IV. flække 1.2 slutn.). blød filthat med flæk ┆ 2) afflækket (mindre) stykke; splint; flis. D&H. Feilb. i rigsspr. næsten kun (arkæol.) om smalle afflækkede flintstykker, der af stenalderens mennesker benyttedes som skærende redskaber; flintflække. En egen Art Pile ere nogle smale Beenstykker, hvori Flækker af Flint ere indsatte. Wors.DO.14. *Flækker og Kiler frem af Mulden bryde, | Samlerens Skab i Varetægt dem faaer. Recke. BD.77. SophMüll.VO.27. HVClaus.H.13.1 (jf. I. Rille sp.1051,45).